Biskop Herman af Hamar, tog sig her af Kongens Sag, men blev fangen, og, som det hed, haardt medhandlet[1]). Et Angreb af Henrik Krummedike i Juni Maaned paa Akershus blev tilbageslaget[2]. Lykken vendte sig imidlertid igjen snart paa det danske Partis Side. Henrik Krummedike fik Forsterkning fra Danmark og drog igjen for Akershus fra Søsiden, medens Mathias Olafssøn nærmede sig fra Landsiden. Knut Alfssøn indlod sig i Underhandlinger og fik fri Leide af det danske Partis Anførere til et Møde, ved hvilket ogsaa Biskop Herlog af Oslo og Kansleren Jon Paalssøn skulde være tilstede. Han begav sig ombord paa Henriks Skib, men her kom det til en Ordstrid, der udartede til Slagsmaal, og nu blev Knut Alfssøn dræbt, og hans Lig siden kastet i Søen. Dette skede den 18de (eller 25de?) August 1502.
Kort efter, den 26de August, blev et Slags Forklaring optagen over Drabet ved Lagmændene af Oslo og Tunsberg paa et offentligt Møde paa Torvet i Oslo, og godtgjordes det, som det hed, af Hr. Henrik og hans Tilhængere, at Knut Alfssøn i Forveien havde brudt Leiden i flere Stykker, og at han havde havt i Sinde den paafølgende Nat at brænde Oslo By; hvorfor Drabsmændene dømtes sagløse, men Hr. Knuts Gods forbrudt til Kongen og Norges Krone. Et Dokument blev ogsaa udstedt ved samme Leilighed over den afgivne Forklaring og den fældede Dom. Men hele Sammenhængen med Knuts Drab er og bliver ligefuldt høist dunkel, og megen Lid til det afgivne Udsagn, har Samtiden aabenbare ikke sat[3].
- ↑ Danske Mag. 3die Rekke II. 49; Hvitf. u. 1502.
- ↑ D. M. 3die R. II. 46.
- ↑ Dette Dokument, der skulde afgive den sikkreste Kilde til Oplysning om Sagen, findes efter Originalen aftrykt i Danske Mag. 3 R. II. 48–50, og ligeledes hos Hvitfeld u. 1502; men det stemmer ikke ganske paa begge Steder og bærer i det Hele Præget af at være et med Unøiagtighed og Skjødesleshed affattet Stykke. Den skibyske Krønike, hvis Efterretning om Knut Alfssøn synes skreven i 1524, altsaa ikke stort meer end 20 Aar efter hans Død, siger om ham, at han var meer enfoldig end ond, og at nogle svenske „Forrædere“ benyttede sig af hans Enfoldighed; og om hans Drab siger den, at Johannes Jakobssøn, Biskop af Roskilde, og Henrik Krummedike lokkede ham ombord paa sit Skib ved offentlig Leide, „som burde have været holden endog den grummeste Tyrk“, og dræbte ham, da han intet ondt ventede sig, paa en Maade, „som kunde sømme troløse Forrædere, og ikke Vogtere af Tro og Eed“ (Scr. r. D. II. 562). Og dette er dog en dansk Mand, som dømmer saa. Ogsaa Hvitfeldt, som dog kanskee her følger den skibyske Krønike, siger om Knut, at han ellers var en „from enfoldig Mand, men af Hr. Steen ilde forført“, og at han blev „ihjelslagen paa den Leide, ham var given; dog Andre ville sige, at som han havde drukket med Gesanterne (de danske) paa Skibet og vilde trine over Skibsbordet og stige i Baaden, skal han være falden og have slaget sig ihjel“ (Hvitf. u. 1502). Det sidste viser, at man i Førstningen, i Følelsen af det urigtige og uverdige i Drabet, har villet give Sagen den Vending, at
