Sture fra Sverige kunde komme de urolige til Undsætning. Den danske Krønikeskriver Arild Hvitfeldt siger, at Kristian efter denne Seier for meget haardt med de norske Stormænd og lod mange af dem dræbe, „som havde faldet til de Svenske“, „hvilket endnu[1], – lægger han til – kjendes paa Adelen i Norge[2]“. Dette har efter ham, været idelig gjentaget og almindelig troet. Sagen er imidlertid ingenlunde tilstrækkelig bevist. Hvitfeldt er et partisk Vidne, da han, som bekjendt, nærede alle en dansk Adelsmands Fordomme mod den Adelen fiendske Kristian. Desuden er det mærkeligt, at ligesaalidet som denne Historieskriver nævner ved Navn en eneste norsk Stormand, hvis Hoved faldt ved denne Leilighed, ligesaalidet har det hidtil været muligt af andre Kilder at fremdrage og paavise nogen saadan. Herlog Høfudfat selv omtales ingensteds som nogen Stormand, og hans Tilhængere, der lede Døden med ham, vare ganske vist heller ikke høitstaaende Mænd, da ellers utvivlsomt deres Navne havde været nævnte, eller man maatte idetmindste strax efter savne nogen af de Mænd, der i den nærmeste Tid forud optræde som Medlemmer af Norges Raad eller som høiere Embedsmænd og Høvdinger i Landet. Opstanden har været en Bondeopstand, og dens Anførere, der mistede Livet, deels i Kampen, deels paa Retterstedet, været høiest taget gjæve norske Bønder, – ikke Riddere eller saadanne Mænd, som efter Tidens Vedtægt og Talebrug kunde henregnes til en Herrestand eller Adelsstand. Hertug Kristians Strenghed og, om man vil, Grumhed ved denne Leilighed kan have virket nedbrydende paa Norges Selvstændighed; men dette maa være skeet middelbart, gjennem den Skræk han indjog Norges Raad ved sin Uskaansomhed, ikke umiddelbart, derved at han lod en Mængde af Norges Stormænd dræbe.
Et Medlem af Norges Raad, og det en af Kirkens Formænd, styrtedes dog i Ulykke ved denne Opstand, – om fortjent eller ikke, lader sig vanskelig afgjøre. Dette var, som allerede ovenfor berørt, Biskop Karl af Hamar. Men Efterretningerne om hans Forhold baade til Opstanden og til Hertug Kristian ere dunkle og tildeels hinanden modsigende, – det sidste en Følge af, at de skrive sig fra tvende ganske forskjellige eller rettere modsatte Kilder: fra Kristians Forsvarere, og fra hans Dadlere, der i denne Egenskab vise sig som Biskoppens Venner. Til første Slags maa henregnes næsten alle samtidige Brevskaber, Sagen vedkommende, der ere os levnede, hvis Formaal det nemlig er, at reenvaske Kristian for Pavens Øine; til
