sidste Slags derimod de egentlige historiske Fortællinger, hvor Fortællerne alle ere forud indtagne mod Kristian[1].
Da Kong Hans sendte sin Søn Kristian til Norge for der at overtage Styrelsen, skal han særligen have anbefalet ham at lytte til Biskops Karls Raad og skjenke ham sin Fortrolighed. Han skal ogsaa have medgivet sin Søn et Brev til samme Biskop, hvori denne opfordredes til med Raad og Daad at staa Kristian bi. Dette forklares ganske naturligt deraf, at Kongen satte en uindskrænket Tillid til Biskop Karls prøvede Troskab. Hertug Kristian, heder det, modtoges af Ridderskabet og Raadet i Norge med al Ære, og blandt Raadets Medlemmer indfandt sig ogsaa Biskop Karl hos ham. Kristian modtog denne med Venlighed og beholdt ham en Tid lang hos sig, dog uden at lægge nogen fortrinlig Vegt paa hans Raad og uden at overlevere ham det Brev fra Kongen, som han medførte. Den Opmærksomhed, han viste Biskoppen, var ikke andet end Forstillelse. Han vilde nemlig give sig Mine af at være sin Faders Bud lydig; men han agtede i Virkelighed ikke at indrømme Biskoppen nogen Indflydelse paa Styrelsen[2].
Denne Fortælling om Kristians og Biskoppens første Sammenkomst indeholder aldeles intet usandsynligt. Hos en Mand af Kristians egenraadige og mistænksomme Sindelag kan det let forklares, at netop Faderens Anbefaling til ham, at følge Biskop Karls Anvisninger, har lige fra først af gjort ham denne Mand som en vordende Formynder ubehagelig og forhadt. Desuden havde udentvivl Hertu-
- ↑ Af disse sidste Kilder er vel den skibyske Krønike den ældste, men den omtaler ikkun korteligen Biskop Karls Ulykke, og i den bestemte Hensigt at give et Exempel paa Kristians Grumhed og Hensynsløshed imod Kirkens Mænd Scr. r. Dan. II. 571). Svaningius kommer dernæst; han fortæller Biskoppens Skjæbne (som han forresten heel igjennem urigtigen giver Navnet Matthias) udførligere. Men Svaningius’s Opgave i hans Kristian IIs Historie er at fremstille til advarende Exempel en Fyrstes Grumhed og deraf følgende Ulykke. Hvitfeldt endelig berører i Kong Hans’s Historie løseligen Biskop Karls Skjebne, fortæller den derimod vidtløftigere i sin Kristian IIs Historie; men baade er Hvitfeldts ugunstige Sindelag mod denne Konge noksom bekjendt, og desuden er hans Fremstilling, saavidt Herlog Høfudfat og især Biskop Karl vedkommer, aabenbar hentet fra Svaningius, kun at enkelte af dennes Feil (f. Ex. Biskoppens urigtige Navn) ere rettede. Den os af de ældre Historieskrivere levnede Fremstilling af Biskop Karls Sag maa saaledes mistænkes som eensidig til Biskoppens Fordeel, medens derimod den, som kan øses af de samtidige diplomatariske Kilder maa mistænkes for at være af modsat Beskaffenhed. Thi Mængden af de tilværende Breve Biskop Karls Sag vedkommende ere skrevne netop for at fremstille Kristians Færd i et Lys, der kunde lette hans Udsoning med den romerske Stol, hvilken han ved sin hensynsløse Behandling af en Biskop groveligen havde fornærmet.
- ↑ Svaningius IV. 2; Hvitf. Christ. II. u. 1502.
