gen allerede sin selvkaarede Fortrolige og Yndling i den roskildske Provst Erik Axelssøn Walkendorf, der fulgte ham fra Danmark som hans private Kansler[1]. Erik Walkendorf var en dansk Mand af adelig Byrd, en Klerk med Kundskaben Lærdom og politisk Dygtighed, og dertil med, som alle Ting viser, en smidig Hofmand, der har vidst at vinde Hertugen, og selv har ønsket at blive det, hvortil Biskop Karl af Kongen var udseet, nemlig Hertugens Veileder i Norges Styrelse. Alle senere Tildragelser synes at henpege herpaa.
Biskop Karl tiltraadte først efter Midten af Aaret 1505 sin Biskopsstol[2]. Kristians klemme til Norge som dette Riges fuldmægtige Styrer paa sin Faders Vegne maa følgelig have fundet Sted endnu senere, og da man i Begyndelsen af 1506, den 6te Februar, finder ham at have været i Skaane, hvor han udstedte et Leidebrev[3], saa er han vel neppe kommen til Norge førend i det tidligste i Sommeren 1506. Men allerede om Vinteren 1505–1505 have vi seet, at Svante Stures Speider fra Oplandene kunde, ved Siden af Beretningen om den derværende Almues oprørske Sindelag, fortælle om Biskop Karls venlige Stemning mod Sverige og Uenighed med Slotsherren paa Akershus, samt om Almuens Helden til Biskoppens Side i denne Tvist. Speideren siger vel, at Biskoppen selv dengang ikke var paa Hedemarken, saa at han ikke havde faaet ham personlig i Tale; men han udtrykker sig forresten om Forholdene som den der er sikker og vel underrettet[4]. I den nævnte Vinter, altsaa efter al Rimelighed for Kristians Komme til Norge, synes der følgelig at have fundet visse Meddelelser Sted mellem Svante Stures betroede Mænd og den misnøide Almue paa Oplandene, hvorom Biskoppen neppe har været ganske uvidende. Og til samme Tid laa han i Tvist med Slotsherren paa Akershus, og havde i denne Tvist Almuen paa sin Side. Disse Omstændigheder kaste visselig en Mistanke paa Biskop Karl, som om han paa en Tid, da Kong Hans endnu satte fuld Tillid til ham, ikke har været ganske fremmed for de Opstandsplaner, der gjærede hos Oplændingerne og to Aar senere gave sig Luft i Herlog Høfudfats Reisning At han var fredelig stemt mod Sverige kunde vel ikke i og for sig regnes ham til Brøde; men værre stiller sig hans Sag, om han har været indviet i Almuens Opstandsplaner, eller endog blot havt Nys om dem, uden at gjøre sit til at forstyrre dem. Noget Tvetydigt har der ganske vist været ved hans Forhold, skjønt det vanskelig nu lader sig afgjøre, om han virkelig havde indladt sig paa forræderske Handlinger, eller hvor store overhovedet hans Feiltrin have været.
