Saameget kan man vel af alt dette med Sikkerhed slutte, at Biskop
Karl, dengang da Hertug Kristian kom til Norge, ikke har i
Alles Øine staaet saa tro mod sin Konge, som denne forestilte sig ham
at være. Men har der kun været den mindste Mumlen blandt Folk
om, at Biskoppen var venlig stemt mod Hr. Svante og hans Tilhængere
i Sverige, saa kan man være vis paa, at den under de forhaandenværende
Omstændigheder strax ved Kristians Komme har naaet til
hans og hans danske Ledsageres Øren, og forsterket deres forudfattede
Uvillie mod Karl. Nogen bestemt Beskyldning har man dog
endnu ganske vist ikke kunnet gjøre denne. Thi hvilke endog hans
Hjertes inderste Tanker have været, saa kan man umulig tro, at han
allerede tidligere skulde have yttret sig til Fordeel for de urolige Bønder
i Norge eller for Kongens Fiender i Sverige paa en saa aaben
Maade, at han derfor kunde drages til Ansvar; og efter Kristians
Komme maatte hans Forhold til denne og det nærmere Kjendskab til
hans Karakter opfordre Biskoppen til den største Varsomhed i sin hele
Færd, især hvis han var sig nøgen virkelig Skyld bevidst. Imidlertid
kan Ingen sige, hvortil muligen Uvillie over Kristians Mistænksomhed
og over den fiendtlige Stemning, Biskoppen udentvivl snart maa have
opdaget hos Hertugens Fortrolige, senere kan have forledet ham.
Bi have seet, at Biskop Karl var tilstede paa Oslos Raadstue ved Mødet den 13de Marts 1507 og var med at udfærdige den ovenfor omtalte strenge Erklæring mod dem i Norge, der ei vilde lyde Kristian og lagde høiforræderiske Planer mod Kong Hans. Erklæringen gik, som vi have seet, ud paa Fredløshed og Livsfortabelse. Har Biskoppen vidst nogen Skyld i denne Henseende at hvile paa sig, maa det allerede have været en Straf før ham saaledes paa Forhaand at fælde sin egen Dom; men han har vel i saa Fald stolet paa, deels at hans Forbindelse med de urolige Oplændinger og med Svante Sture var en dyb Hemmelighed, deels at i værste Tilfælde hans høie Stilling i Kirken skulde hjælpe ham. Uden mørke Anelser kan han umulig have tiltraadt Erklæringen; thi saa ganske uskyldig som Nogle ville gjøre ham, kan han, efter hvad før er sagt, ikke have været[1]. Men endnu langt værre maa hans Stilling være bleven, da Opstanden virkelig udbrød, hvis det er rigtigt, hvad der fortælles, og hvad der i sig selv er ganske rimeligt, at Kristian, da han drog til Oplandene for at dæmpe Urolighederne, lod Biskoppen følge sig paa Toget[2]; vist synes det i alle Fald, at Biskoppen har maattet
