laane sit Krigsfolk til de opsætsige Bønders Underkuelse[1] og han har saaledes maattet hjælpe til at revse dem, der maaskee for en stor Deel netop i Tillid til ham havde reist sig til Opstand.
Men hvor stor Straf endogsaa allerede herved kan have overgaaet Biskop Karl, saa var det dog først efter denne Opstands Undertvingelse, at Uveiret for Alvor brød løst over ham. Da Herlog Høfudfat før sin Henrettelse blev pinlig forhørt, skal han vel have negtet meget, hvorom han spurgtes, men dog ogsaa opgivet Flere som sine Medskyldige, til hvem man ei tilforn havde nogen Mistanke. Om Biskoppen var blandt de saaledes Opgivne, siges ingensteds udtrykkelig; men derimod heder det, at hans Fiender nu ideligen blæste Kristian i Øre, at han var Medvider i Opstanden[2]. Senere paastod imidlertid Kristian selv, at „baade de Henrettedes frivillige Bekjendelse og andre ikke utydelige Mærker“ viste, at Biskoppen havde været Ophavsmand og Formand for den farlige Opstand i Norge, som havde tilsigtet Kristians Død[3]. Hvad enten nu Kristian har faaet Beviser i Hænde, hvilke han i det mindste ansaa for fyldestgjørende, eller han handlede paa blot Mistanke ifølge Indsky- delser af Biskoppens Fiender, saa besluttede han sig strax efter Herlogs og hans Medskyldiges Henrettelse til at lade Biskop Karl fængsle, og udførte Beslutningen paa en svigfuld Maade.
Biskop Karl var ikke selv tilstede, men som det lader i Hamar, dengang da Kristian vandt sin afgjørende Seier over Opstandsmændene. Kristian drog nærmest derefter ind paa Thotn og sendte fra sig og hjem til Hamar de af Biskoppens Mænd, som havde fulgt ham paa Toget Derpaa drog han tilbage til Oslo, hvor han da rimeligvis uden Ophold har forhørt de Fangne og derpaa ladet dem henrette. Man maa gjætte, at det ikke har været fuldkommen efter Kristians Ønske, at Biskoppen imidlertid var sluppen ham af Hænde; og ligeledes, at han nu, da Karls Fald var besluttet, har seet sig om efter Midler til at faa denne igjen paa en lempelig Maade i sin Magt. Han skrev derfor Biskoppen tvende Gange venligen til og indbød ham at møde sig ved Sarpsborg i Borgarsysla for at holde Landsthing (Borgarthing?) med ham, og Hertugens Brevdrager, heder det, opførte sig i alle Maader mod Biskoppen, ligesom den Brevdrager, der havde bragt Leidebrevet til Knut Alfssøn[4]. Biskoppen gik i Snaren. Han forlod den faste Hamar Gaard og for til „den unge
- ↑ Beretningen til Svante Sture hos Jahn 585.
- ↑ Svaningius c. IV. 6, Hvitfeldt.
- ↑ Danske Mag. IV. 189.
- ↑ Dette maa vel være Meningen af Beretningens Udsagn, hvori ellers her mangler nogle Ord; og der hentydes paa en Falskhed, som i sin Tid af Leidebrevets Overbringer til Knut Alfssøn mod denne har været øvet, men hvorom nærmere Oplysning mangler.
