stand, som Bønderne paa Hedemarken om Vinteren havde gjort mod hans Naade. Erkebiskoppen finder dette Skridt af Hertugen ulovligt og opfordrer Kongen til at overveie, om det er tilbørligt, at den hellige Kirkes Personer, især Biskopper og Prælater drages for Retten under Lægmænds Vold og saaledes afsættes fra Alt hvad dem tilhører uden Dom og Lov. Han beder Kongen bringe denne, Sag med hvilken man har forhastet sig, i en bedre Gang, saaledes at Hr. Karl igjen kan komme til Sit og derpaa svare Lov for sig for tilbørlige Dommere. Erkebiskoppen formoder, at Karl, fra den Tid af han fik Kongens Samtykke til Hamars Kathedralkirke, har tjent ham og Riget som en tro Mand. Kongens Retvished og Hengivenhed for Gud og den hellige Kirke vil forbyde ham at tilstede, at Kirkens Mænd forurettes af Lægmænd, hvilket man med Tak maa erkjende ikke tidligere at have fundet. Kongen har for Tiden overdraget den unge Herre Rigets Styrelse, og Alle ere ham heri velvillige; man begjærer kun, at hans Naade ikke gaar ud over sin Myndigheds Grændser, at han lader Alle nyde Lov og Ret, og Almuen ikke tynges med nye Paalæg og Byrder[1].
Idet Erkebiskop Gaute sendte dette Brev til Kongen i Danmark, tilskrev han med sit Bud Erkebiskop Byrge i Lund, med Bøn om, at ogsaa han vilde tilskrive Kongen for Biskop Karl; og det viste sig, at Byrge dertil fandtes villig. Men før begge Breve kom frem efter deres Bestemmelse, var allerede et yderligere Skridt gjort i Biskoppens Sag.
Kong Hans holdt ved St. Hans Tid (24de Juni) 1508 et Herremøde i Ny Vardberg, til hvilket han, i det mindste senere, sagde, at han havde ventet, at Biskop Karl havde indfundet sig. Men han kom ikke. Derimod optraadte Hertug Kristian som hans Anklager. Biskop Karl – sagde han – havde stemplet med Almuen i sit Biskopsdømme og bragt en Reisning istand mod Hertugen, hvilken nær havde kostet ham og hans Mænd deres Liv. For denne Sag, og fordi det var at frygte, at Biskoppen skulde slaa sig til de Svenske, Hertugens og Norges Riges Fiender, hvilket vel kunde være rimeligt, da Hamar Biskopsdømme grændsede op til Sverige, havde Hertugen hindret ham heri. Dog havde Kristian først tilbudet Biskopperne i Norge, „at disse skulde tage Biskop Karl og den Sag til sig“ og holde Hertugen og Norges Rige sikker og fri for ham; men ingen af Biskopperne vilde modtage ham eller befatte sig med den Sag i nogen Maade. Nu, i Vardberg, tilbød Kristian sig atter at ville overlade Biskop Karl til Erkebiskoppen af Lund eller hvilken anden dansk Biskop eller Prælat, der vilde modtage ham, imod at stille den behørige
- ↑ Danske Mag. IV. 182.
