Sikkerhed for ham; men baade Erkebiskoppen og samtlige tilstedeværende Biskopper og Prælater undsloge sig. Angaaende Hamars Biskopsgaard og Biskopsstolens Tjenere forklarede Kristian, at han ikke dermed havde befattet sig eller overdraget det til Nogen; Kapitelets Prælater og Kanniker havde selv overdraget til Hr. Knut Knutssøn, Medlem af Raadet, at verge Godset, hvis Rente dog skulde blive ved Biskopsstolen. De som paa Mødet toge sig noget af Karls Sag, vare Erkebiskop Byrge af Lund og Biskop Jens Anderssøn af Odense, hvilke udvirkede af Kongen, at denne lovede senere selv at høre ham[1].
Noget videre end det her anførte er neppe paa Herredagen til Vardberg forhandlet angaaende Biskop Karls Sag. Men nu er rimeligvis strax efter Herredagen Erkebiskop Gautes Skrivelser komne Kongen og Erkebiskoppen af Lund til Hænde, og den sidste tilskrev fra Gaarden Høye den 16de Juli Kongen til Bedste for Biskop Karl. Erkebiskoppen af Throndhjem, siger han, har bedet ham om at indlægge Forbøn hos Kongen, at Biskop Karl maatte komme fri igjen til sin Kirke og sit Sæde, faa tilbage hvad der er ham frataget, ogsaa staa til Rette for sin tilbørlige Dommer. Han gjør Kongen opmærksom paa hvad han i Vardberg havde besluttet, nemlig at lade Biskop Karl komme sig til Orde; dette syntes Erkebiskoppen fremdeles raadeligt. Han beder Kongen for Guds Skyld agte paa Erkebiskop Gautes Skrivelse; thi han tror, at denne ikke begjærer andet af Kongen i nærværende Sag, end hvad der er skjelligt og raadeligt og til Kongens egen Fordeel[2].
Om Kongen har modtaget dette Brev, før han svarede Erkebiskop Gaute, vide vi ikke, da Dagen for Kongens Svarskrivelse ikke kjendes. Tonen i hans Svar er rolig og maadeholdende ligesom i Gautes Brev. Kongen siger, at han havde ventet, at Karl havde indfundet sig i Vardberg for ham og Rigets Prælater. Skjønt nu ikke dette var skeet, saa dog, da Kongen har erfaret, at Biskoppen ønsker at komme ham selv til Orde, har Kongen indrettet det saa, at dette skal skee til det første forestaaende Herremøde, saa at han da kan personligen indfinde sig og svare for sig for Rigets Klerker og Prælater. Kongen vil gjerne føie Alt paa det Bedste. Angaaende Hamars Gaard og Biskopsstolens Tjenere svarer Kongen hvad hans Søn i Vardberg havde anført. Det passer sig ikke – vedbliver han – for dem (Kongen og Hertugen), at være Dommere i den Sag, derfor har hans Søn skrevet til Paven om at udnævne saadanne.
