Endelig siger Kongen, at han har skrevet til sin Søn, at hans Undersaatter i Norge ei maatte plages med nogen ulovlige og usedvanlige Paalæg og Byrder. Skulde noget saadant være skeet eller senere skee, da beder han Erkebiskoppen tilskrive sig derom med det allerførste, da Kongen vil raade Bod derpaa[1].
Igjennem disse Forhandlinger fremskinner tydeligen et bittert Nag fra Hertug Kristians Side imod Biskop Karl hvorimod vi see, at baade Erkebiskop Gaute og Erkebiskoppen af Lund gjerne vilde hjælpe paa hans Sag hvad de kunde, ja at Kong Hans selv ikke har næret mod ham saa fiendtligt og uforsonligt et Sindelag som Kristian. At Karl ikke kom til Herredagen i Vardberg, eller i det Hele ikke kom Kong Hans selv til Orde, kan umulig antages at have været hans egen Skyld. Han kan i det Høieste have gjort Indsigelse mod at drages til Rette for og dømmes af Herredagen, i Vardberg, baade fordi en Herredag ikke efter den kanoniske Ret var en Biskops lovlige Domstol, og end yderligere fordi denne Herredag var en dansk ikke nogen norsk Forsamling Men han var jo i Hertug Kristians Vold, og vilde denne endelig have havt ham frem til Vardberg, saa er det utvivlsomt, at han ligesaavel kunde have sort ham did mod hans Villie, som han overhovedet havde kunnet fængsle ham. Tingen har ganske vist været den, at Kristian selv aldeles ikke har ønsket nogen Sammenkomst mellem sin Fader og Biskoppen, eller at denne skulde være tilstede i Vardberg, hvor han da personligen kunde gjøre Indvendinger mod Kristians Fremstilling af hans og de norske Opstandsmænds Sag. At Kristian bød først de norske og siden de danske Biskopper at tage deres fangne Broder i Forvar, har ganske sikkert kun været for et Syns Skyld, og fordi han forud var vis om, at ingen vovede at gaa ind herpaa. Med noget Kjendskab til Kristians Karakter maatte jo enhver, som paatog sig det, være forsikkret om at see sig for Fremtiden forfulgt af hans uforsonlige Had. Tilbudet blev imidlertid lidt senere modtaget af en dansk Biskop, nemlig af den for nævnte Jens Anderssøn Beldenak af Odense. Ved et Brev til Kristian fra Odense af 2den November 1508 erklærede denne, at han, for at Biskop Karls Sag desto hurtigere kunde bringes til en god Ende, var villig til at tage ham i sit Forvar eet Aar om, paa Vilkaar at Kristian leverede Biskop Karl i hans Hænder i Kjerteminde paa Fyen, og at Aaret skulde regnes fra Modtagelsesdagen. Kunde Karls Sag i den Tid ei komme til en Ende, og Hertugen atter vilde have ham i sit eget Forvar, da skulde Biskop Jens igjen afgive ham Kjerteminde. I den Tid han havde Biskop Karl i sit Verge, skulde han ved Ed og Ære indestaa for ham, at han ei skulde volde Kristian
- ↑ Danske Mag. IV. 184–185.
