eller Norges Rige nogen Skade[1]. Herpaa finder man ikke, at der er blevet agtet; men Biskop Jens lagdes som bekjendt fra den Tid for Had af Kristian, der nu paastod, at det var han, som fra først af ved sin Indflydelse hos Kong Hans havde bragt ham Biskop Karl paa Halsen som Raadgiver, og at de tvende Biskopper havde villet forraade ham til de Svenske[2]. Ikke heller er der nogensteds Tale om, at Biskop Karl senere enten er stillet for nogen Herredag eller er kommen Kong Hans til Orde.
Kongen siger i sit omtalte Brev til Erkebiskop Gaute, at Hertug Kristian havde tilskrevet Paven om at skikke Dommere over Biskop Karl. Dette var ganske vist uundgaaelig nødvendigt efter Tidens Anskuelser og gjældende Retsformer, og der er saaledes ingen Grund til at tvivle om, at jo Kristian virkelig har indmeldt den foreliggende Sag for Kurien, men naturligvis i det for sig gunstigste Lys. I Erik Walkendorf har han her havt en brugbar og villig Raadgiver. Den Pave, vi senest have omtalt, var Innocentius VIII[3]. Han døde i Juli 1492 og havde i August samme Aar til Efterfølger den berygtede Alexander VI, der døde i August 1503. Efter ham valgtes i September samme Aar Pius III, som døde den næst paafølgende Oktober efter 21 Dages Pavedømme. Julius II fulgte ham i November 1503, en yderst verdsligsindet Mand, hvis Tanke mere var henvendt paa Pavestatens Udvidelse ved Krig og politiske Kunstgreb, end paa Kirkens aandelige Krav. Denne Julius II var Pave, da Biskop Karls Fængsling indtraf, og til ham var det, at Kristian henvendte sig om Dommere i den Fangnes Sag. Hvorledes Kristian har fremstillet Sagen for Paven, kan sluttes af en senere Skrivelse, der er bevaret, angaaende Kristians Afløsning. En Sammensværgelse – hed det – var stiftet i Norge mod Fyrstens Liv; men den blev opdaget, og de Skyldige, som grebes paa frisk Gjerning, bleve straffede med Døden. Men nu fremgik af disses frivillige Tilstaaelser og af andre Mærker, at Biskop Karl havde været den blodige Uroligheds Ophavsmand og Leder. Kristian kaldte da skriftligen Biskoppen til Akershus, for at han kunde rense sig for den ham gjorte Beskyldning Men Biskoppen, der maaskee trykkedes af Bevidstheden om sin Brøde, undlod at lyde Indstævningen, idet han derimod tog Flugten for at gaa til de Svenske, Kristians aabenbare Fiender. Da Kristian mær- kede dette, og indsaa hvilken Fare Biskoppens Flugt kunde afstedkomme for hele Norges Rige, opfangede han ham paa Veien og lod ham bevogte i et Kammer (in quadam camera), ikke fordi han selv vilde straffe ham eller være Dommer i sin egen Sag, men fordi han vilde
