raadføre sig med Paven og det apostoliske Sæde angaaende Biskoppens aabenbare Forbrydelse[1].
Pave Julius tog sig af Sagen, for saavidt som han paalagde tvende Biskopper i Tydskland og i Danmarks Naboskab, at undersøge den[2]. At den saaledes unddroges Nidaros’s Erkebiskop, der dog, efter den kanoniske Ret, var den nærmeste lovlige Dommer, skede ganske vist efter Kristians eget Ønske, da han ikke har ventet sig noget Medhold af Erkebiskoppen, og heller ikke har stolet ganske paa den danske Erkebiskops og de danske Biskoppers Føielighed. Ved at see Sagen overladt til et Par tydske Prælater kunde han haabe idetmindste at faa den trukket i Langdrag; uagtet han rigtignok selv paastod, at han baade skriftligen og ved Sendebud havde søgt at fremskynde en Afgjørelse, men forgjeves, „enten nu det norske Riges Fjærnhed fra Rom eller hans Sendebuds Skjødesløshed deri havde været Skyld“[3].
Naar hiin Undersøgelsescommission af Pave Julius er bleven nedsat, vides ikke; men klart er det, at den ingenlunde har forhastet sig med sit Hverv, at den ei har begivet sig til Norge, og at den heller ikke har sørget for, at Biskop Karl personligen blev stillet før den, eller midlertidig løsladt af sit Fangenskab; og alt dette var udentvivl ganske stemmende med Kristians Ønske, og hans hevngjerrige Sindelag Hverken Graad eller Bønner – heder det – hjalp Biskoppen af hans Fængsel[4]. Dette har ganske vist været paa Akershus Slot[5] og, som det lader, strengt, i det mindste med Hensyn til Varetægt. Der fortælles, at Biskoppen, da han mærkede sig efterstræbt endog paa Livet, forsøgte at flygte fra Fængselet.
Karl sønderskar, siges der, fine Lagen og Sengeklæder, og snoede Strimlerne sammen til tvende sterke Reb, hvoraf han dannede et Slags Stige. Han havde ogsaa faaet Maal af Høiden fra Fængselets Vindu ned til Jorden og afpassede derefter Stigens Længde. En Vinternat, da Jorden var dækket med dyb Sne, fæstede han denne Stige ved en Jærnstang i Vinduet, krøb derpaa ud gjennem dette og lod sig glide ned ad de tvende Tauge. Men da han var kommen midtveis brast de begge; Biskoppen styrtede ned fra en betydelig Høide og brød sit ene Been. Følelsen af den overhængende Fare gav ham imidlertid Kraft nok til at slæbe sig over den tilfrosne Grav og hen i et nærliggende Holt, hvor han fandt et hult Træ, i hvilket han krøb ind og skjulte sig.
Ingen havde mærket hans Bortgang fra Slottet. Alt sov der,
