endog Vagterne, og det skjønt Hertugen selv var paa Slottet. Men ved Daggry saa man Rebstumperne flagre fra Vinduet og fik snart Vished om at Fangen var borte. Kristian sendte strax Ryttere ud i alle Retninger for at forfølge den Flygtende; selv red han med sine Jægere og nogle faa Ledsagere efter Sporene til Holtet, hvor Biskoppen var krøbet hen, og her lod han sine Jagthunde løse. En af disse opsnusede Karl i det hule Træ. Kristian indfandt sig strax og bød Biskopen komme frem. Det viste sig, at han havde brudt Benet. og ikke var istand til at reise sig; alligevel tiltalte Hertugen ham haardt: Var det ikke for hans egen Æres Skyld, sagde han, skulde han strax med egen Haand revse Biskoppen, som denne fortjente. Biskoppen kunde intet andet svare, end at dette nu stod til Hertugen. Kristian bød Slottets Høvedsmand at føre Flygtningen tilbage til hans Fængsel og for Fremtiden vogte bedre paa ham, da han nu ved sin Flugt havde vedgaaet sin Brøde. Men Biskoppens Beenbrud paaskyndede siden hans Død.
Saaledes fortæller Svaningius paa en temmelig romantisk Maade denne Biskop Karls mislykkede Flugt, og ham synes Hvitfeldt at have fulgt kun med nogen Forandring i Udtryksmaaden[1]. At denne Biskoppens Flugt fra Slottet falder sammen med og i Grunden er een og samme Begivenhed som den Flugt til Sverige, hvilken vi strax ovenfor have seet Kristian omtale i sine Indberetninger, – er høist sandsynligt. Men Spørgsmaalet bliver naturligvis i saa Fald, om hvilken Fremstilling der er den sande, eller mest med Sandheden stemmende? At Kristian har ønsket at besmykke sin Adfærd og derfor falskeligen fremstillet Karls Flugt som gaaende forud for og saaledes ogsaa som Aarsagen til hans paafølgende Fængsling, maa synes ganske rimeligt. Der blev da heller ikke fra Hertugens Side Tale om noget Beenbrud eller om nogen af de Omstændigheder, som af dem, der fortælle Flugten fra Slottet, med den sættes i Forbindelse. Men da der viser sig ved Kristians senere Afløsning at have været Tale om edelig Fralæggelse fra hans Side af den Beskyldning: „at have været Aarsag i Biskop Karls Død“[2], hvilket synes hentyde paa en eller anden legemlig Skade, der, idetmindste ifølge Rygtet, har været Biskoppen tilføiet ved Kristian, umiddelbart eller middelbart, – saa vinder dog Fortællingen om Beenbrudet, og følgelig ogsaa om Flugten fra Slottet, Sandsynlighed. At dette ikke udtrykkelig nævnes i Kristians Fremstilling, forsaavidt vi kjende denne, beviser altsaa ikke, at Svaningius’s og Hvitfeldts Fortælling er reent Digt. Alligevel kan man gjerne indrømme, at Svaningius har fulgt forskjønnende Sagn, og behaget sig selv i at udmale Hendelsen med sterke Farver.
