Hvad der ingen Tvivl er underkastet, er det, at Biskop Karl forblev flere Aar i sit Fængsel uden at stedes for nogen Ret, og uden at see sin Sag paadømt. Men for vi fortælle hans sidste Skjebne, maa vi omtale nogle andre Begivenheder vedkommende den norske Kirke fra Hertug Kristians Styrelsestid.
Bergens Biskop Hans Bjørnssøn Teiste[1] døde i Slutningen af 1505 eller i 1506. Endnu den 16de Juli i førstnævnte Aar var han i Live og, rimeligvis paa en Visitatsreise, tilstede paa Indvik i Nordfjord[2]; men i 1506 blev hans Eftermand valgt[3]. Denne var en vis Arndor eller Andor, hvis forudgaaende Stilling og Fadersnavn man ikke kjender med Sikkerhed, men som Nogle har formodet skulde være samme Person som en Andor Halsteinssøn, der i 1468 nævnes som Kannik i Stavanger og Sogneprest paa Lister[4]. Han maatte i saa Fald have været en gammel Mand ved in Udvælgelse.
Kort efter denne Andors Tiltrædelse til Bergens Biskopsstol blev en ny Klosterorden indført i Bergen, nemlig Munke af den hellige Antonius’s Orden eller, som de ogsaa kaldtes, St. Antonii Brødre. Vi have forhen i Forbigaaende nævnt Ordenen[5]. Det var egentlig et Slags regelbundne Kanniker (cannonici regulares), altsaa en Congregation af St. Augustinus’s Regel[6]. Allerede for et Aarhundrede siden havde Antoniusbrødre besøgt Norge som Almissesamlere, og maaskee have ligefra den Tid enkelte af dem taget Bolig der ved et eller andet Kloster af en anden Orden, men de havde ikke, saavidt man ved, særegne Klostere der uden eet i Hamar, hvis Stiftelsestid er ubekjendt[7]. Hvad der ved den her omtalte Tid lokkede Antoniusbrødrene til Bergen, var udentvivl nærmest Udsigten til at erholde et derværende ledigt Kloster; og dette var det saakaldte Nonneseter, et Kloster for Nonner af Cistereiensernes eller Bernhardinernes Orden.
Nonnerne i dette Kloster vare blevne saa berygtede for sit løsagtige Levnet og havde begaaet saadanne Udskeielser, at Norges Riges Raad, hvilket vel vil sige de norske Biskopper, skulle i den anden Halvdeel af det femtende Aarhundrede – Tiden vides ikke nøiere – have udjaget dem af Klosteret[8], hvis Bygninger og Gods derpaa synes at have været overdraget til Birgittinerne i Munklif, rimeligvis mod at sørge for de Nonner, der som mindre skyldige tillodes fremdeles at opholde sig ved Klosteret, samt for Vedligeholdelsen af
