Gudstjenesten ved Klosterets Kirke. Denne Rigsraadets eller Biskoppernes Handling maa rimeligvis senere have ledet til Klosterets Ophævelse som Nonnekloster for Cisterciencernonner ved rette høiere Vedkommende, ved Cistereiensernes Generalkapitel eller ved Paven.
Udentvivl have allerede Antoniusbrødre beboet det forladte Kloster en god Stund, førend dette formeligen blev dem overdraget. Men en saadan Overdragelse fandt Sted i 1507. I dette Aars September Maaned holdtes et Raadsmøde i Bergen, ved hvilket Hertug Kristian selv var nærværende. Man har nemlig Breve af ham udstedte fra Bergen den 7de, 13de, 20de og 24de September[1]. Alle Norges Biskopper, undtagen, som det lader, Biskop Karl af Hamar, vare tilstede; og den 13de September kundgjorde Erkebiskop Gaute samt Biskopperne Eilif af Stavanger, Anders af Oslo og Andor af Bergen, at de tillade St. Antonius’s Brødre at tage Nonneseter Kloster i Besiddelse mod at opholde den daglige Gudstjeneste samt bygge og forbedre Klosteret. De skulde ogsaa have Raadighed over den Deel af dets Gods, som ifølge gjort Aftale mellem dem og Abbedissen i Munklif skulde følge Klosteret[2]. Dette var imidlertid allerede kommet i Forfald, og Klostervæsenets gode Tid var overhovedet forbi i Norge. Antoniusbrødrene kom ikke til at spille nogen iøinefaldende Rolle her, og heller ikke til længe at glæde sig ved Besiddelsen af den erhvervede Bolig i Bergen.
Hertug Kristians Ophold i Bergen i 1507 blev ellers mærkeligt ved det Bekjendtskab, han ved den Leilighed gjorde med den hollandske Kvinde Sigbrit og hendes Datter Dyveke, et Bekjendtskab, der siden havde saa stor Indflydelse paa hans Styrervirksomhed og Skjebne. Hans.Kjærlighedsforstaaelse med Dyveke vedkommer ikke nærværende Emne, uden for saa vidt som en geistlig Herre, hvem vi tidligere have nævnt, og om hvem vi senere ville komme til ofte at tale, Provst Erik Walkendorf nemlig, Hertugens Sekretær, skal have været den, der, under et foreløbigt Ophold i Bergen, først blev opmærksom paa Dyvekes Skjønhed, og ved at udmale den efter sin Tilbagekomst til Oslo for Kristian, vakte hans Begjærlighed efter selv personlig at lære hende at kjende[3]. Maaskee kan den Lidenskab Kristian fattede for hende, i Forening med den Yndest, han allerede havde skjænket Walkendorf, have bidraget sit til denne Prælats hastige Ophøielse; men
- ↑ H. Behrmann Chr. II’s Hist. Fort. LXVIII.
- ↑ Langes Klh. 2den Udg. 320.
- ↑ Svaningius c. V; Hvitf. Chr. II. under 1507. Det bliver vel sikkrest med sidstnævnte Forfatter, hvem ogsaa Behrmann heri har fulgt, at henføre Kristians Bekjendtskab med Dyveke til dette Aar, skjønt Hertugen ogsaa i 1509 var i Bergen og der paa St. Hans Dag udstedte en Forordning Byen vedkommende. Paus II. 280–281, jfr. Behrmann Fort. LXIX.
