vist er det ogsaa, som vi i det Følgende skulle see, at den senere, under forandrede Omstændigheder, gav Stødet til hans Fald.
Erkebiskop Gaute Ivarssøn døde omkring 15de Mai 1510, efterat have forestaaet Nidaros’s Metropolitankirkeihenved 36 Aar[1]. Ingen norsk Erkebiskop styrede saa længe som han, og han maa rimeligvis ved sin Død have været en meget gammel Mand. Vi have seet ham i sine tidligere Styrelsesaar at tage en virksom Deel i Norges Statsbevægelser; i de seneste lader han ikke til at have fremtraadt blandt de handlende Hovedmænd. Med Hensyn til Biskop Karls Sag vil man maaskee sige, at han ikke opførte sig med den tilbørlige Kraft; og det maa indrømmes, at intet bestemt Spor findes til, at han her har henvendt sig umiddelbart til Paven. Men Pave Julius II var heller ikke Manden, af hvem han kunde vente sig nogen virksom Hjælp. Julius lod sig altformeget lede af verdslige Sidehensyn, og gav desuden Erkebiskoppen et Mærke paa Mistillid, idet han unddrog ham Undersøgelsen af Karls Sag for at overgive den til et Par tydske med Forholdene ukjendte Prælater. Gautes Indflydelse var udentvivl allerede i sterk Dalen, og Alderdoms Svækkelse kan maaskee ogsaa have gjort sit til at nedtrykke den. Om Gautes kirkelige Virksomhed vide vi, som af de forudgaaende Skildringer fremgaar, saagodt som Intet. Egentlige Provicialconcilier nævnes slet ikke under hans lange Styrelse, skjønt Norges Biskopper vist nok ikke sjelden vare samlede med ham paa større Raadsmøder, i Egenskab af det norske Raads Medlemmer, og ved saadanne Leiligheder stundom Et og Andet sees at være forhandlet dem imellem Kirken vedkommende, som til Exempel i 1486 og 1507. Noget Liv synes han saaledes ikke at have forstaaet at indbringe i den norske Kirke, om han end maaskee nogenlunde har opretholdt den ydre Orden, forsaavidt det verdslige Tryk tillod, hvilket kjendelig hvilede paa den efter Hertug Kristians Komme til Styrelsen i Norge.
I Gautes Sted valgte Kapitelet Magister Johannes Krabbe, rimeligvis en af Kannikerne. Han maa imidlertid have tvivlet om sit Valgs Stadfæstelse. Det heder nemlig om ham, at han medtog en Deel Guld og Penge fra Erkestolen til Bergen, hvorfra han begav sig til Udlandet, og vilde han med disse Penge udvirke Stadfæstelsen. Hvor langt han er kommen, vide vi ikke. I ethvert Fald var hans Reise forgjæves. Thi Kongen og Paven vare enige om hvo der skulde være Gautes Eftermand, før endnu Johannes Krabbe kunde komme til at anvende de borttagne Penge[2].
