Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/628

614

Fjerde Tidsrum.

et opblussende Glimt, der sluktes fast i samme Stund det tændtes. Kong Hans’s Haandfæstning eller Halmstad-Recessen stillede ikke Norges Selvstændighed den fornødne Sikkerhed; det viste de følgende Tider. Kongen kan neppe siges, i sin tidligere Styrelsestid, at have brudt den forsætlig; men paa den ene Side vare dens Bestemmelser tildeels saadanne, at de vanskeligen lode sig retteligen opfylde af Kongen, selv om Villien var tilstede, og paa den anden Side blev deres Opfyldelse langt fra ikke strengt paaseet af den Statsmagt, hvem Opsynet tilkom, nemlig det norske Rigsraad. Dette hensank nemlig meget snart – saavidt man kan skjønne – i sin gamle Sorgløshed og Uvirksomhed. I de Bevægelser, som vise sig i Kong Hans’s sidste tolv Regjeringsaar, er det ikke muligt, efter de os levnede Efterretninger, at øine nogen bestemt Villie eller nogen fast Holdning. De vare i Hovedsagen vilde Opbrusninger af Almuen. I sin første Reisning havde vel Almuen en Leder, hvis Stilling var fremtrædende, skjønt hans Dygtighed er tvivlsom; men han understøttedes aldeles ikke, eller i alle Fald ikke med nogen Kraft, af sit Fædrenelands øvrige Stormænd. I sin senere Opstand var Almuen, saavidt vi vide, ganske uden høiere Ledning, og derfor blev Bevægelsen med Lethed og Hast dæmpet. Men disse planløse og holdningsløse Opbrusninger vare aabenbare i høieste Maade skadelige for Norges statsretlige Selvstændighed. De gave nemlig den herskesyge og driftige Hertug Kristian, som Kongedømmets Fuldmægtige, Leilighed til at rive al Magten ud af Raadets Hænder og i sine egne. Om ikke noget skrevet Dokument findes, hvori dette tydeligen udtales, saa fornemmes det alt for godt af Begivenhedernes Gang. Det norske Raad er fra den Tid, han overtager Norges Styrelse, en intetsigende Størrelse; og det vedbliver at være det, saalænge hans Kongedømme varer. Hvorledes Halmstad-Recessen med Hensyn til Kirken iagttoges i Kong Hans’s senere Regjeringsaar have vi seet. En dansk Mand indtrængtes paa Oslos Biskopsstol, og den af Kapitelet Valgte maatte vige; Biskoppen af Hamar holdtes i flere Aar, og saagodtsom indtil sin Død, i haardt Fængsel paa blot Mistanke om forrædersk Færd; Nidaros’s Erkebiskopsstol endelig blev besat med en dansk Mand ved Kongens Indflydelse og udenfor Kapitelets Valg. Alt sammen er jo aabenbare Brud paa Haandfæstningens Tilsagn: at Kongen ei skal befatte sig med Prælaters Valg, – at Ingen skal have Kirkens Land og Indtægter uden han er indfødt i Riget, – og at Kirkens Personer ikke skulle staa til Rette uden for Kirkens Dom. Den norske Kirkes Ret, hvad enten man nu tager Hensyn dens kanoniske Ret i Almindelighed, eller til dens Ret ifølge Kong Hans’s Haandfæstning, blev saaledes i den paapegede Tid øiensynlig tilsidesat af Kongedømmet, hvad enten man