Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/630

Denne siden er ikke korrekturlest
616
Fjerde Tidsrum.

Erik Walkendorf af Nidaros, Biskopperne Anders Mus af Oslo, Andor af Bergen og Magnus af Hamar, Kristiern Pederssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen, Nils Henrikssøn (Gyldenløve), Knut Knutssøn og Henrik Krummedike, om denne sidste forresten nu længer kunde regnes som Medlem af Norges Raad, da han siden 1503 synes at være fraflyttet dette Rige, og at have fast bosat sig i Danmark, om han end fremdeles havde store Len i Norge[1]. Hvad Kongens Haandfæstning angaar, saa nærmede den sig til Kong Hans’s, men var i flere Punkter strengere end denne. Den udmærker sig ogsaa derved, at Bestemmelserne vedkommende hvert af de tvende Riger, for hvilke den var fælles, ere langt mere sammensmeltede end i Kong Hans’s. Norge forsvinder saaledes næsten ganske i Kristians Haandfæstning; kun ganske faa Artikler udhæves, som udelukkende for dette Rige, medens paa den anden Side mangfoldige Artikler, der dog ene passe til de danske Forhold, ogsaa overføres paa Norge, idet ingen Undtagelse eller intet Forbehold gjøres for dettes Vedkommende. For ganske tilfældigt kan man neppe ansee dette. Man kan ikke andet end deri see en Plan til en fremtidig Sammensmeltning af begge Rigers Raad, saa meget mere som man savner den i Hans’s Haandfæstning forekommende Bestemmelse om særegne Raadsmøder i Norge, og det i endnu ældre Haandfæstninger forekommende betingede Forbud mod at kalde Norges Raad til Møder udenfor Norges Grændser. Man faar idet Hele det Indtryk af Dokumentet, at Norge forsætlig er inddraget under Danmark, for at gjøre dets underordnede Stilling til dette Rige iøinefaldende. At nogle af de tilstedeværende norske Raadsmedlemmer have ønsket og foreslaaet Haandfæstningen anderledes indrettet for Norges Vedkommende, end den virkelig blev, – det viser den Fortegnelse paa „Norges Riges Brøst“, som har været fremlagt for Kongen, for Haandfæstningen blev vedtagen, og til hvilken Svar er blevet givet paa Kongens Vegne, idet Ankeposter-m enkeltviis enten ligefrem loves afhjulpne, eller omgaaes med et løst Tilsagn om nærmere at skulle komme under Overveielse[2]. Men at disse Ønsker fra Nordmændenes Side ikke bleve drevne igjennem, det kan man med Rimelighed forklare af selve Maaden, hvorpaa Norge repræsenteredes paa Herremødet i Kjøbenhavn. De tilstedeværende norske Raadsmedlemmer udgjorde, som vi have seet, kun syv eller otte af samtlige ser og tredive; og af hine syv eller otte vare igjen Erkebiskop Erik, Biskop Anders, Provsten Kristiern Pederssøn og Hen-

  1. Danske Mag. 3die Rekke II. 129 ff.
  2. Langes Norsk Tidssk. I. 217–222, og hans Bemærkninger ved selve Dokumentet sst. 222–286, især 224–226.