ber, der kunde gjøre ham skikket til en god Landsstyrer. Han havde baade en god Forstand og ikke faa Kundskaber, han var rask og virksom, han havde frigjort sig fra mange af sin Tids Fordomme og til- egnet sig Grundsætninger i Landsstyrelsen, der i flere Henseender fortjene Ros. Men han var tillige i høi Grad lidenskabelig, egenraadig, haard, mistænkelig og hevngjerrig. Han tilsidesatte alt Hensyn til bestaaende Forhold, naar han vilde drive noget Nyt igjennem, og han manglede ganske den Karakterens Aabenhed og Jævnhed, der skulde vinde ham hans Undersaatters Hjerter. Næsten ved enhver af hans Regjeringshandlinger, selv dem, som kunne synes mest velgjørende, maa man tvivle om hans Bevæggrundes Verd, om han ikke ligesaameget lededes af Had eller Hevn som af Iver for Retfærdighed eller Lyst til at gavne sit Folk. Han bar et dybt indgroet Nag til Klerkevelde eller Adelsvelde. Dette Nag indskjød ham visse frisindede Anskuelser med Hensyn til baade Kirke og Stat; men ved disse Anskuelsers Fremtræden i Handling, svæver man altid i Uvished, om ikke Egennytte eller Herskesyge er en virksommere Drivefjeder hos Kristian end Agtelse for Christendom og Folkefrihed.
Man tør nok med Sikkerhed paastaa, at ingen af de tidligere oldenborgske Konger, ja ingen af alle de foregaaende Unionskonger, har kjendt saa nøie Forholdene i Norge som Kristian II. I den Tid han stadig opholdt sig i dette Land som dets Styrer paa sin Faders Vegne havde han havt den bedste Leilighed til at iagttage dem i Nærheden. Det har sikkerligen ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at det i Norge mindre var de verdslige Stormænd i Raadet, der vare Kongedømmets Myndighed i Veien, end de geistlige;,og han har ganske vist indseet, at de faa ætstore Slegter af egte norsk Herkomst, der endnu gjaldt noget ved Anseelse og Rigdom, langt fra ikke vare farlige. Han har udentvivl dertilmed lettelig udfundet, at Norge, dette Bondeland, hvor en Adel, som Stand i Staten, saa lidet havde formaaet at udvikle sig til nogen fremtrædende og raadende Stilling paa Bondealmuens, paa det egentlige Folks, Bekostning, – var langt mere modent og villigt til at lade sig styre af Kongen ved de Mænd, han valgte til sine Embedsmænd paa Grund af deres formeente Dygtighed, uden Hensyn til deres Stand, end det aristokratiske Danmark, hvor Adelen forlængst havde tilrevet sig en selvskreven Ret til alle vigtigere verdslige Embeder, og derhos næsten havde gjort uadelige Mænd umulige til enhver høiere Embedsstilling i Kirken. Med disse Forhold stadigen for Øie synes han at have indrettet sin norske Styrelse. Han fulgte ikke det Vink, som hans Haandfæstning gav ham, til at drage det svage norske Raad ganske ind under det danske, og saaledes gjøre dette sidste til begge Rigers egentlige Styrer; men han stræbte
