at underlægge Norge saa umiddelbart som muligt sin egen kongelige Myndighed, at styre det uindskrænket ved sine udkaarede helst uadelige Tjenere, ligemeget om disse vare norske eller danske eller endog ganske unordiske af Fødsel, og at nedtrykke eller rydde tilside alle dem, der havde Magt og Villie til at modarbeide dette hans Styrelsessystem. Men det var i Norge kun Biskopperne og enkelte andre høie Prælater, som ifølge sin Stilling endnu skulde kunne vove dette; og mod dem, mod den høiere Geistlighed, vendte sig derfor her væsentligen hans Uvillie og hans lidenskabelige, voldsomme Sind.
Erkebiskop Erik Walkendorf var vistnok længe Kristians Yndling og var udentvivl, som for er sagt, og som han selv tilstod, ved ham især fremhjulpen til sin ophøiede Stilling i den norske Kirke. Men han var en dansk Adelsmand og maa, som saadan, formodes i mange Stykker at have deelt sine danske Standsbrødres aristokratiske Anskuelser; og disse maa man tro, at han ikke altid har formaaet at dølge, da han først var kommen til Magten i den norske Kirke og var bleven den første Mand i Norges Raad. At han nok kan have ønsket den danske Herrestands Indflydelse udbredt til og styrket i Norge, at han derfor intet har havt imod, men tvertom snarere har medvirket efter Evne til, at Kristians Haandfæstning blev som den blev, – dette, tror jeg, bar man Lov til at gjætte, om end klare Beviser derfor mangle. Dette var imidlertid, hvis det saa forholdt sig, ingenlunde ganske efter Kristians Sind; og har desuden Erkebiskoppen maaskee altfor tydelig vist, at han følte sig i sin nye Verdighed at være en anderledes uafhængig Mand, end som Kristians Kansler eller Sekretær, saa kan man ikke undres over, at et spendt Forhold lidt efter lidt indtraadte mellem Kongen og hans fordums Yndling.
Det varede imidlertid endnu en Stund, for dette kom tilsyne. Erik Walkendorf var en statsklog, smidig og derhos saare driftig Mand. Dette var altsammen Egenskaber, som Kristian forstod at skatte. Erik havde fattet den Tanke, igjen at sætte Grønland i Forbindelse med Norge og Nidaros’s Erkestol. Landet havde nu forlængst været forglemt og ubesøgt. Der havde, som tidligere er fortalt, flere Gange af Paven været Biskopper beskikkede og indviede til Garde Stol; men de nøiedes med Titelen, kom aldrig til sit Sæde og lode sig bruge snart i Norge, snart i Danmark, snart paa Island som Vikarier for andre Biskopper eller ved ledige Biskopsstole. Den sidste af disse Biskopper af Garde paa Grenland, som vi ovenfor have nævnet[1], er Andreas, hvem man ved 1460 seer styre Skaalholts Biskopsdømme paa Biskop Marcellus’s Vegne, i 1466 vikariere
- ↑ S. o. f. II. 560.
