for Biskoppen af Linkjøping i Sverige og i 1476 være tilstede paa Mødet i Rotneby i Bleking[1]. Rimeligvis har efter ham Ingen været indviet til Grønlands Biskopsstol før i Kristian II’s Tid. Erkebiskop Eriks Bestræbelser for igjen at faa Farten i Gang mellem Norge og Grønland, hvor man forestilte sig, at Nordmænd endnu boede, var baade i kirkelig Henseende en fortjenstlig Tanke, og maatte desuden af Hensyn til forventede Handelsfordele anbefale sig hos Kong Kristian, der altid viste sig virksom for Handelens og Næringsveienes Fremme. Det var sandsynligvis Erik Walkendorfs Forestillinger, som virkede, at Kristian hos den romerske Kurie søgte om Indulgenser eller Aflad for dem „der seilede til Øerne paa hin Side Ishavet“, – en Ansøgning, som i en Skrivelse fra Rom af 17de Juni 1514 blev indvilget, idet en „rigelig Indulgens“ meddeltes[2]. Det stod vistnok ogsaa i Forbindelse med disse Kristians og Erkebiskoppens Planer, at en Nederlænder, Vincentius Kampe, ved denne Tid eller idet mindste før 1520, blev indviet til Grønlands Biskop. Han vikarierede en Stund i Odense Biskopsdømme, levede endnu i Maribo 1537 og er den sidste Titulærbiskop til Grønland i Katholicismens Tid[3].
Erkebiskop Erik lod ransage gamle Bøger og udspørge gamle Mænd om Seiladsen og Veien til Grønland. Han fik en fuldstændig Kursforskrift opsat og gav bestemte Forholdsregler for Mandskabet paa det Skib, han agtede at afsende. Man ser af disse, at han har været i stor Uvished om de Beboeres Sindelag og Religion, som han ventede skulde forefindes paa Grønland. Han anbefaler derfor stor Varsomhed ved Landstigningen. De Klerke, der skulde følge med paa Toget, byder han ligeledes at fare frem med Forsigtighed. Mærke de, at Høvedsmanden i Landet, hvis der er nogen, eller Almuen selv ikke vil have dem der (altsaa ikke vare velvilligen stemte mod Christendommen og christne Lærere), da skulde de byde sig i Tjeneste som Skrivere eller Kapellaner, om de mærkede, at man vilde modtage dem som saadanne, eller endog som Tjenestekarle, saaledes at de først kunde faa Tjeneste og „siden skikke sig eftersom Behov gjøres“. Han vilde følgelig de skulde gaa frem med Missionærers Varsomhed og Kløgt, og ved sin Optræden rette sig ganske efter de Forhold, de fandt for sig. Han bød forresten, at man skulde føre to eller tre store Baade og de nødvendige Aarer med paa Skibet, at man skulde være forsynet med Alt fornødent til at gjøre store Ilde oppe paa Landet, hvis man fandt det Ubebygget, og at man skulde gjøre mange Mærker der, reise store Kors af Træ og hugge Kors i Træer og Stene, og andet lignende[4].
