Man seer, at Erik Walkendorf vel havde overveiet sin .Plan og
havde i Sinde at svie ganske storartede Foranstaltninger til dens Udførelse.
Bekostningerne vilde han selv afholde, eller maaskee rettere
lade dem udrede af Nidaros’s Erkestol, saafremt Kong Kristian tillod
det, og vilde overdrage ham Landet frit paa ti Aar. Men Kristian, heder
det, vilde ei indgaa herpaa; og dermed gik hele det paatænkte
mærkelige Foretagende overstyr[1]. Det Hele vidner fordelagtigt om
Erik Walkendorfs Forstand og Virkekraft.
Grunden til at Kong Kristian, da det kom til Stykket, slap dette Foretagende, i det han ei vilde indrømme Erkebiskoppens, saavidt skjønnes, ingenlunde ubillige Erstatningsfordring, var ganske vist, hvad ogsaa gamle Efterretninger sige[2], det uvenskabelige Forhold, som imidlertid havde udviklet sig mellem Kongen og Erkebiskop Erik.
Endnu i 1515 stod denne paa Høiden af sin Magt og Kongeyndest. I det foregaaende Aar var et Egteskab blevet afsluttet mellem Kristian II og Elisabet eller Isabella af Østerige, en Datter af Filip af Burgund og Johanna af Kastilien, og Søster til Karl af Burgund, der snart efter blev saa navnkundig som Spaniens Konge og Tydsklands Keiser, Karl V. I Juni Maaned 1515 blev et Gesantskab afsendt til det burgundiske Hof i Nederlandene for at føre Kongens unge Brud til Danmark, og til Formand for dette Gesantskab blev Erkebiskop Erik Walkendorf udnævnt af Kongen. Hans Ledsagere vare Herrerne Henrik Gjø og Hans Bilde, begge Medlemmer af det danske Rigsraad, og Nils Henrikssøn (Gyldenløve), Medlem af det norske Raad og paa den Tid den rigeste og mægtigste verdslige Stormand i Norge. Gesantslabet gik til Søs til Nederlandene og bragte Elisabet i Begyndelsen af August Maaned til Danmark, hvor Brylluppet holdtes og den unge Dronnings Kroning foregik i Kjøbenhavn den 12te August[3]. Erik Walkendorf var ifølge sin egen Opgave, i Anledning af denne Sendefærd, i 37 Uger borte fra sit Sæde i Kongens Tjeneste[4].
Men hvor hæderlig end Erik Walkendorfs Stilling var i dette Gesantskab, og hvor meget den vidnede om Kongens Yndest og Fortrolighed, var det dog netop ved denne Leilighed, at Grunden lagdes til Kongens senere Unaade mod ham og hans endelige Fald. Rygtet om Kristians Forhold til Dyveke, der nu med sin Moder var flyttet fra Oslo til Kjøbenhavn, havde naaet til det burgundiske Hof;
