og den unge Hertug Karl, som ledsagede sin Søster ombord, udtalte sig herom til Erkebiskop Erik og bad ham paa hans Embeds Vegne at formane Kongen til at opgive dette forargelige Forhold. Erkebiskoppen skrev ogsaa herom til Kongen og skal desuden efter Hjemkomsten have talt med ham om samme Sag; men derved paadrog han sig hans Uvillie og, hvad der var farligere, Sigbrits Had. Det sidste var det, efter hans egen Paastand, som senere fældede ham. Sigbrit og hendes Datter, hed det, yttrede aabenbare i Kristians Bryllup, at denne havde lovet dem, at lægge Erik Walkendorf og alle hans for Had paa Grund af det, han, ifølge Hertug Karls mundtlige Paalæg, havde forebragt Kongen[1].
Det er bekjendt, at Dyveke døde pludselig i 1517, som Rygtet sagde, forgiven, og at Kongen havde det danske Raad eller visse af dets Medlemmer mistænkt for at have voldet hendes Død. Men Sigbrits Indflydelse, saalangt fra at svækkes ved dette Dødsfald, blev tvertimod efter dette større end nogensinde tilforn, ligesom ogsaa Kristians Uvillie mod Raadet fra den Tid blev meer og meer kjendelig. Sigbrit var den Eneste, som kunde virke paa ham, hun var hans fornemste Raadgiver i alle Styrelsesanliggender, og han viste en afgjort Forkjærlighed for de Mænd, der ved hende bleve fremdragne til Embeder. Sigbrit var utvivlsomt et lyst Hoved, med Indsigter i Statshusholdningen og Grundsætninger vedkommende dens Ordning langt over hvad der paa den Tid i disse nordiske Lande var sedvanligt. Men hun hadede Høiadelen, og var ikke heller synderlig vel stemt mod den høiere Geistlighed; og hendes Tjenere, der dels vare Indfødte af en lavere Samfundsstilling, dels Udlændinger, overhovedet vistnok driftige og duelige om end ikke altid synderlig samvittighedsfulde Mænd, delte hendes Anskuelser og rakte en villig Haand til deres Gjennemførelse i Gjerningen. Over disse Mænd, ligesom over Sigbrit selv, var det, at Erik Walkendorf senere klagede sig, som dem, der forfulgte ham og gjorde ham alt det Meen, de formaaede.
Under sit Ophold i Kjøbenhavn i Anledning af Kongebrylluppet blev Erkebiskop Erik opfordret til at indskride i en Strid, der i Norge havde reist sig imellem Biskop Hoskold af Stavanger og Henrik Abbed af Utstein. Striden havde dengang allerede varet i et Par Aar, og den har i det Hele en paafaldende Lighed med den, som i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede førtes mellem Formændene for samme Biskopsdømme og samme Kloster, begge af Navnet Erik[2]. Nu som
