da var det fra Biskoppens Side Beskyldninger for Overhørighed mod den biskoppelige Myndighed og for uskjelligt Levnet, fra Abbedens Side Klage over voldsom Medfart, der udgjorde Stridens Emne.
I Begyndelsen af 1514 – saa lød Abbedens Klage – da han selv var fraværende fra sit Kloster, i Kjøbenhavn, hvorhen han havde ledsaget en fransk og en skotsk Gesant, der vare drevne ind paa Stavangerkanten, og ingen Veiledning havde faaet af Biskop Hofkold, – havde denne sendt sine Mand til Klosteret, hvor de havde faret frem som Ransmænd og anrettet stor Skade, under Paaskud, som det lader, af at skulle optage Fortegnelse over Klosterets rørlige og urørlige Gods. Da Abbeden kom tilbage, drog han til Oslo, hvor Kongen dengang var for at krones, og hvor Erkebiskoppen og Biskopperne tillige vare samlede. Han klagede her sin Nød for Kongen, og Erkebiskop Erik meglede et Forlig mellem de Stridende. Biskoppen lovede dengang alt Godt og erkjendte blandt andet Klosterets Ret til Saurbø Kirke, en af de fordums kongelige Kapeller, hvilket Kongen havde skjænket det. Men desuagtet tog Biskoppen, strax han var kommen hjem fra Oslo, al Landskyld og Rettighed fra den nævnte Kirke. Aaret efter 1515 gik han endnu videre. Han for med væbnet Magt til Klosteret, hvor Abbeden dengang var hjemme, opbrød dets Porte, mishandlede Tyendet og vilde have gjort det samme med Abbeden, hvis denne ikke lykkelig var undsluppen. Tre Dage derefter lod Biskoppen, ved en Kannik ledsaget af tyve Tjenere, sit Interdikt over Klosteret og alle dets Beboere opslaa paa Klosterkirkens Dør og forbød alle Klosterets Undergivne at yde det dets Rettigheder. Lidt ’ efter kom han selv til Klosteret med en Hærmagt, stormede det formeligen, lagde Abbedens Tyende i Lænker, bankede ham selv i hans Seng og bragte ham derpaa bunden til Biskoppens Taarn i Stavanger, hvor Abbeden i hundrede Dage holdtes i haardt Fangenskab, og løstes ei deraf uagtet Borgen for ham bødes. Omsider lykkedes det dog Abbeden at undkomme fra Taarnet, og naa til Kongens Mænd, Hans Erikssøn og Jørgen Hanssøn, hvilke hjalp ham til Kjøbenhavn og medgave ham sit Vidnesbyrd.
Begge disse Mænd vare vel anseede hos Kongen; saa han rimeligvis paa deres Ord har taget sig af Abbeden og anbefalet ham til Erkebiskop Erik. Nu var det at denne, ved et Brev af 24de August 1515 fra Kjøbenhavn, paalagde Biskop Andor af Bergen, Kristiern Pederssøn, Provst til Apostelkirken sammesteds, Abbed Mikael i Lyse, Olaf Prior i Nonneseter i Bergen, Hr. Jørgen Hanssøn, Kannik i Lund samt Kapitelet i Bergen at træde sammen, stevne begge Parter for sig, høre og undersøge deres Klager, som fra Biskoppens Side gik ud paa, at Abbeden havde fort et uskjelligt Levnet, fra den-
