nes Side igjen paa at Biskoppen havde mishandlet ham, og Biskoppens Svende derhos pint en Kvinde, rimeligvis for at tvinge en Bekjendelse ud af hende. Efter at have modtaget begge Parters Beviser og Renselser, skulde de dømme retfærdigen dem imellem[1]. Man kjender imidlertid ikke Sagens endelige Udfald. Abbedens Beskyldninger synes at være i høi Grad overdrevne; men Biskoppen kan neppe heller fra sin Side have faret ganske retvist frem, i hvorledes det nu end kan have forholdt sig med den Brøde, der tillagdes Abbeden, og hvilken vi ei nøiagtig kjende, da Biskoppens Klage ikke er os levnet[2].
I 1515 skulde da, som vi ovenfor have seet, den første Grund være lagt til et Omslag i Kongens gunstige Stemning mod Erkebiskop Erik Walkendorf. Dog varede det endnu nogle Aar, for denne faldt i synlig Unaade. Imidlertid kom flere af Sigbrits gode Venner til indflydelsfulde Embeder i Norge. Blandt disse hendes Venner maa man regne Jørgen Hanssøn, som ogsaa kaldes Jørgen Skriver, der allerede i 1514 nævnes som Kongens Ombudsmand eller Embedsmand paa Kongsgaarden i Bergen[3]. Hans Olafssøn} eller Olssøn, Provst til Mariekirken i Oslo og Norges Kansler, maa udentvivl ogsaa regnes blandt Sigbrits Tilhængere. Jon Paalssøn, der saagodtsom i hele Kong Hans’s Tid havde beklædt hine tvende Embeder baade under Kongens egen Styrelse og under Kristians, nævnes, saavidt vides, senest som deres Indehaver i et Landsvistbrev, udstedt i Kristians Navn, af 18de April 1512 i Oslo[4]. Om han er død i sine Embeder, eller er fratraadt dem efter Kong Kristians Tronbestigelse, vide vi ikke; men den 4de Marts 1516 finde vi Hans Olafssøn nævnt i hans Sted[5]. Som den tredie af samme Kammeratskab maa nævnes Magister Hans Mule, der, sin geistlige Stand uagtet, var Kongens Embedsmand eller Høvedsmand paa Akershus Alle disse tre Mænd viste sig meget fiendtlig stemte mod visse af Norges Biskopper og synes virkelig paa en Maade af Kongen og Sigbrit at være skikkede dem paa Nakken for at plage dem. Og om Hans Mule især kan dette siges baade med Hensyn til Biskop Anders Mus af Oslo og Erkebiskop Erik. Han faar af en samtidig Krønikeskriver det Skudsmaal, at han, i den Mening som Almenheden tager Troskab, var mod Kong Kristian den allertroeste; thi han var rede til at føie denne i Alt, uden at tage Hensyn til, om det Kongen bød ham, var en Christen verdigt eller ei, naar kun Kongens Kasse paa hvilkensomhelst Maade derved kunde fyldes[6].
