skulle udvirkes fra Almuens Side ved Biskoppernes kjærlige Forestillinger[1]. Herved er udentvivl fra først af Veien banet for en meer umiddelbar Indblanding af Biskopperne i Bestemmelsen af Bondeloddens Anvendelse og Fordeling; og hvorledes denne til Slutning ganske er kommen i deres Hænder, sees af det ovenfor omhandlede Dokument. Man seer, at den nu kun for en ganske ringe Deel, ja man kan næsten sige undtagelsesvis, kom, efter sin oprindelige Bestemmelse, Sognets Fattige tilgode.
Anders Mus havde forresten Ord for at være en lidet dygtig Kirkens Forstander. Han var, heder det, paa Grund af Dorskhed og sløvt Hoved uverdig til Biskopsdømmet[2]. Han var i sin Tid ved kongeligt Magtsprog indtrængt paa Oslo Biskopsstol; men nu arbeidede man paa igjen at faa ham borttrængt fra den; og hertil viste Hans Mule sig som et saameget virksommere Redskab, da han selv udentvivl allerede havde sikker Udsigt til at vorde Anders’s Eftermand. Som Høvedsmand paa Akershus voldte han Biskoppen alt det Bryderi og al den Ærgrelse, som han formaaede, og Provsten Hans Olafssøn stod ham heri troligen bi. Hans Mules Svende mishandlede Biskoppens Folk, hvor de kunde komme til hermed, og Provsten, der gav sig Mine af at ville megle Fred, fremførte Usandheder, som gjorde Spliden større istedetfor at stille den. Fogderne i i Nærheden, hvilke stode i Afhængighedsforhold til Hans Mule, understøttede denne, og det samme synes Borgerne og Øvrigheden i Oslo fordetmeste at have gjort. Anders Mus havde neppe hverken blandt Læge eller Lærde paa de Kanter nogen ret oprigtig og formaaende Velynder; thi han var, som siden viste sig, ingenlunde vel anseet af sin underordnede Geistlighed.
Ved Begyndelsen af 1517 fandt Biskoppen sin Stilling saa betrængt, og, som han selv forsikkrede, saa farlig, at han under 3die Januar i nævnte Aar henvendte sig til Kongen med en ynkelig Klageskrivelse. Denne er imidlertid i sit Indhold saa forvirret og saa opfyldt med løst Sladder, at man vanskelig faar nogen ret Rede paa, hvo der egentlig var første Ophavsmand til de deri omtalte Optøier, eller hvorledes deres Gang og Sammenhæng i Sandhed var. Saameget synes imidlertid klart, at Hans Mule og Provsten ikke have taget tilbørligt Hensyn til Kirkens og Biskoppens Verdighed, og at deres Færd mod ham i mange Maader har været tirrende, tøilesløs og ulovlig. Mærkelig er den Yttring i en Tilskrift til Klagen, at det var Biskoppen forebragt, at Kongen skulde have lovet ham ondt, hvilket Rygte Biskoppen selv havde meddeelt Kristian ved en Sammenkomst
