med denne i Kallundborg, – og at det var saadan Snak, som afholdt Oslos Borgere fra at give ham et fordelagtigt Vidnesbyrd, da de isaafald frygtede, at Hans Mule skulde anklage dem og komme dem i Skade. Man seer ogsaa, at Biskoppen har frygtet for, at Provsten skulde fare med Hast til Kongen for at anklage ham, og at Kongen skulde agte meer paa Provstens Ord end paa hans, hvorfor han minder Kristian om, hvad Biskoppen oftere har sagt ham, at han ikke forstaar sig paa „Skalkes Løgn“. Tør man ellers tro Biskoppens Fortællinger i denne Klage, saa har baade Magister Hans og Provsten ført et løsagtigt og forargende Levnet ligesom og Presterne ved Mariekirken, hvilke desuden sloges og hugges indbyrdes uden at ville tage Afløsning af Biskoppen, der dog var den eneste, som havde Magt til at give dem den. Biskoppen bønfalder til Slutning om, at Kongen ei vil lade ham „saa hadelig fordrives“ i hans Alderdom, da han dog har tjent troligen baade Kongens Fader og ham selv[1].
Biskoppens Klage har ganske vist ikke virket meer end maaskee for Øieblikket lidt større Tilbageholdenhed og .Forsigtighed fra Hans Mules og Hans Olafssøns Side. Biskoppens Dom var udentvivl alt fældet, og det varede kun kort, før dette blev Alle aabenbart.
Men det var ikke mod Biskop Anders alene, Hans Mule optraadte paa en fiendtlig og krænkende Maade, det var ogsaa mod Erkebiskop Erik, hvem man ganske vist ikke kunde beskylde hverken for Uduelighed, eller Uvirksomhed, eller Mangel paa skyldig Lydighed mod Kongen.
I Begyndelsen af 1517 maa rimeligvis Erkebiskoppen endnu have staaet paa en nogenlunde venskabelig Fod med Kristian. Han laante nemlig da paa sin Kirkes Vegne Kongen en ikke ubetydelig Sum Penge i forgyldt og uforgyldt Sølv, i alt 1600 Lod, og gav tillige en Anvisning paa 200 rinske Gylden. Derfor modtog han imidlertid som Pant, ifølge Kongens eget Tilbud, Helgelands Len. Kongens Skriver, Jens Freyd, udstedte sit Brev for Pengenes Modtagelse i Throndhjem (Nidaros) den 21de Februar nævnte Aar, og Vidner vare Ridder Nils Henrikssøn (Gyldenløve), som ved denne Leilighed kaldes Kongens Hovmester i Norge, og Dekanus Olaf Engelbrektssøn[2].
I 1519 viser Erkebiskoppen sig fremdeles som Kongens tro og virksomme Tjener; men da yttrer sig hos ham ved Siden heraf en sterk Uvillie mod Magister Hans Mule og Klage over dennes utilbørlige og lov-
- ↑ Anders Mus’s Klage til Kongen, trykt i Danske Mag. IV. 275–281. Beskyldningerne mod Hans Mule og især mod Provsten for uanstændigt Levnet med Evind Kandegyders Datter, finde ellers Bestyrkelse i et Klagebrev til Kongen fra samme Kvindes Søster af 26de Januar 1522. N. Dipl. III. 785.
- ↑ N. Dipl. III. 775.
