løse Fremfærd. Om begge Dele oplyser Erkebiskoppens Brev til Kongen fra Nidaros af 26de Marts i det nævnte Aar.
Nogle Bønder af Jamteland havde været inde i Sverige hos Rigsforstanderen, Hr. Steen Sture, og havde klaget for denne, at de lede stor Undertrykkelse med Skat og i andre Maader; de bade ham at hjælpe dem i deres Nød. Fogden i Helsingeland lavede sig da, rimeligvis paa Hr. Steens Opfordring til at drage ind i Jamteland med 40 til 50 Mand for at thinge Almuen fra Kong Kristian, medens Lensmanden der, Hr. Olaf Galle, var fraværende. Da Erkebiskoppen fik dette at vide, sendte han i Forening med Hr. Nils Henrikssøn Olaf Galles Foged nogle Karle til Undsætning og forsynede dem vel med Penge, at de ei skulde falde Almuen til Byrde; der var nemlig haard Tid i Jamteland ligesom i Throndhjem. De skreve ogsaa Almuen til, opmuntrede den at blive tro under Norges Krone og advarede dem om hvad Følgen vilde blive, hvis de anderledes gjorde. Da Erkebiskoppens Folk thingede med dem, svarede de vel, lovede at staa fast ved hine og meente, at om der end kom tusind Hofmænd af Sverige, skulde de ikke lade sig tvinge. De lovede og at have sine Speidere ude paa alle Kanter, og hvis Svenskerne kom, vilde de møde „Mand af Huse“ for at modstaa dem. Alligevel kom kort efter de Svenske, to hundrede Mand sterke, ganske uventet ved Nattetid lige midt ind i Landet og til de Gaarde, hvor Erkebiskoppens Mænd laa. Disse vare ikke, efter Løfte, blevne varslede af Bønderne, tvertimod var det en Lensmand af Jamteland, der viste Svenskerne Vei lige til Gaardene, og Erkebiskoppens Mænd vidste ikke af nogen Ufred, før deres egne Vagter saa Fienden ganske nær. Alligevel gjorde de Modstand, og der blev døde og saarede paa begge Sider. Men nu fik de Svenske sat Ild paa Huset, som Erkebiskopsmændene vare i, og flere af disse bleve dræbte, andre fangne, og kun nogle undkom, der laa i den Gaard, som var længst borte. De Undkomne vilde reise Almuen og gjengjælde Svenskerne deres Angreb, for de forlode Landet; men det var umuligt for dem at faa en eneste Mand med sig. Jamterne indvendte nemlig, at om det end nu lykkedes dem at slaa de Svenske, saa vilde disse dog snart komme igjen og skjænde og brænde; medens de nu ikke gjorde Jamterne andet end godt. Uagtet det saaledes ei lykkedes Erkebiskoppens Mænd at faa reist Bønderne i Jamteland mod de Svenske, sendte de alligevel en Opfordring til disse, at de skulde bie i Landet i tre Dage, „om de vare Hofmænd“. Men herpaa agtede de ikke. De thingede med Almuen om at gaa Hr. Steen til Haande, hvortil en Deel svarede ja, men en Deel ogsaa nei; og dermed forlode de igjen Landet om Morgenen før det dagedes.
