Alt dette fortæller Erkebiskoppen i sit Brev til Kongen, og raader
denne at tilskrive Hr. Olaf Galle, at han strax skal personligen
indfinde sig i Jamteland, som er hans Len, og der styrke Almuen som
sig bør. Han skal faa Hjælp af Erkebiskoppen og Hr. Nils Henrikssøn,
naar han varsler dem.
Slutningen af samme Brev er derimod rettet paa Hans Mule. Dennes Foged, Peder Verkmester, siger Erkebiskoppen, opfører sig utilbørligen mod Almuen, helst naar han er drukken, saaledes at deraf gaar et ondt Rygte. Han rider Bønder overende og tramper dem under Hestefødder; han binder dem, uagtet de byde Dom for sig; han mishandler Kvinder og forfølger dem med Vold; hans Mænd endelig rane St. Olafs Pilegrime og fratage dem hvad St. Olaf tilkommer. Kirkens Frihed krænke de hvor de kunne. Erkebiskoppen ved vel, at saadant ikke er Kongens Villie, men han kan dog ikke andet end underrette ham derom ifølge Almuens Klage. Naar Erkebiskoppen lader Mester Hans det vide, saa bliver han vred. Erkebiskoppen har nu paany tilskrevet ham, at han maa rette sig selv og raade Bod paa de anførte Misligheder, hvilken Paamindelse han ønsker til Gud, at Hans Mule maatte ville følge[1].
Angaaende de i dette Brev omtalte Fiendtligheder fra svensk Side i Jamteland, da seer man, at Jamternes Misnøie med den norske Styrelse har givet det første Stød til dem. Hvorvidt de have været fortsatte, ved man ikke. I ethvert Fald har ganske vist Kong Kristians heldige Tog til Sverige i Begyndelsen af 1520 gjort en Ende paa dem, da Steen Sture nu fik andet at tage vare, og desuden strax i Begyndelsen af Krigen, efter det uheldige Slag ved Bogesund, døde af et Saar den 9de Februar.
Erkebiskoppens Klage til Kongen over Hans Mule findes ikke at have fremkaldt noget Skridt fra Kristians Side til at kue Sidstnævntes Overmod. Tvertom er det rimeligt, at den kun har bidraget til at forbittre Kongens Stemning mod Erkebiskoppen, helst da Hans Mule nu sikkerligen ikke har sparet at sværte denne saa meget som muligt. Det offentlige Rygte gav i det mindste Hans Mules Angivelser især Skylden for Erkebiskop Eriks snart paafølgende Ulykke[2].
Hvad vi hidtil have seet af Erik Valkendorfs Virksomhed gaar næsten udelukkende i verdslig Retning og lærer os ham at kjende meer som en dygtig og virksom Statsmand end som en nidkjær Metropolitan og Biskop. Ganske har han dog ikke over sine Statsmandssysler glemt sin geistlige Skyldighed. Netop ved den her omhandlede Tid var han sysselsat med et Arbeide, som ganske vedkom Kirken, og som, efter det Standpunkt denne endnu indtog, ingenlunde var uvig-
