kebiskoppen, at de skulde gjøre ham al den Fortræd, de kunde[1]. I 1520 maa der-, efter Erkebiskoppens egen Antydning i et senere Brev, have været en alvorlig Tvist mellem ham og Hans Mule, og den maa paa en eller anden Maade have angaaet Erkebiskoppens Tjeneres Friheder, maaskee med Hensyn til Krigstjeneste eller Krigsstyr. Det var paa den Tid, i Slutningen af 1519, at Kongen sterkt rustede sig til sit svenske Tog, og i den Anledning ogsaa krævede Hjælp af Norge, navnligen af Biskopperne[2]. Erkebiskoppen skjød sig ind for Kongen og Rigernes Raad med sit aabne Brev, som blev offentlig læst paa Oslo Raadstue, i hvilket han bød Lov og Ret for sig og alle St. Olafs frie Tjenere, at han vilde fuldgjøre for dem alt hvad dem kunde tilfindes at burde gjøre af Kongen samt Danmarks og Norges Raad. Men det hjalp ham, som han selv udtrykker sig, ikke meer end om han havde skudt sig ind for Soldanen. Da dette ikke nyttede, tilbød han Hans Mule at ville udlægge for St. Olafs frie Tjenere saa mange Penge, som Hans selv vilde eske af dem. Dette vilde dog heller ikke Hans Mule gaa ind paa; thi havde han gjort det, da havde han ikke opnaaet hvad han egentlig medede paa, nemlig at krænke Kirkens Frihed. Hvad saa Erkebiskoppen tilbød ham, saa hjalp det ikke; thi han vilde, paa Sigbrits Bud, endelig være i Trette med Erkebiskoppen[3]. Jørgen Hanssøn i Bergen var ikke bedre stemt. En samtidig Krønikeskriver fortæller endog, at Kongen ved Jørgen Hanssøn havde tilstelt det saa, at Erkebiskoppen, under Paaskud af en Raadsforsamling med flere af Norges Embedsmænd, skulde lokkes til Bergen; men saasnart han var kommen did, skulde han gribes, puttes i en Sæk og kastes i Havet. Uagtet dette Anslag, heder det, var udkastet i al Hemmelighed, blev det dog Erkebiskoppen aabenbaret, da han allerede var tilsøs paa Veien til Bergen, og fremkaldte den Beslutning hos ham, at flygte til Udlandet paa det samme Skib, der skulde bringe ham til Bergen[4]. Denne Fortælling er dog ganske vist ikke paalidelig; i ethvert Fald er noget urigtigt i den. Erkebiskoppen selv nævner intet herom i sine senere Klagemaal, der forøvrigt ere bittre nok. Han fremstiller sin Reise til Udlandet paa en anden Maade, som sikkerligen maa være den rigtige, eller i alle Fald komme Sandheden nærmere. Han og hans – siger han – havde i lang Tid lidt Forfølgelse, Vold og Krænkelser af Kongens
- ↑ Hvitf. Kr. II. u. 1521.
- ↑ Erkebiskoppen var sat for 200 Karle, Biskoppen af Oslo for 80, B. i Hamar for 40, B. i Stavanger for 40, B. i Bergen for 60, Provsten sammesteds for 8, Bergens By for 60 o. s. v. Behrm. Kr. II. Hist. II. 121.
- ↑ Saaledes udlader denne sig i sin Klageskrivelse til Raadet af 13de Februar 1522, og han nævner som Tiden for denne Tvist: „nu to Aar forledne“, altsaa Tiden omkring 1520
- ↑ Chron. Skib., Scr. r. Dan. II. 572–573.
