Fogder og Embedsmænd i Norge, og disse havde aabenbare ladet sig forlyde med, at de til denne Fremfærd havde Kongens særlige Befaling, ja til at gaa end videre. Dette havde, som rimeligt var, uroet Erkebiskopen og ladet ham føle sin Stilling farlig; og han havde derfor taget det Raad at fare til Danmark for der selv at komme efter Sandheden. Men Storm og Uveir drev hans Skib, uden Baad, Segl og Styrmand, til den hollandske Kyst og til Amsterdam[1].
Den 16de Mai 1521 var Erik Valkendorf endnu i Throndhjem, da han her udstedte en Kvittering til sin Official, Dekanus og Magister Olaf Engelbrektssøn, for rigtigt Regnskab i al den Tid, han havde havt Erkebiskoppens Opbørsler under Hænde[2]. Dette synes at være et Slags Hentydning fra Erkebiskoppens Side paa en forestaaende Reise og en forventet længer Fraværelse fra hans Stol, uden at man dog kan slutte sig til Reisens Maal. Sikkert er det, at Erkebiskoppen kom til Holland og til Amsterdam, hvad enten nu dette er skeet ufrivillig, som han selv paastod, eller ifølge forud lagt Plan, som hans Fiender utvivlsomt have foregivet, og Kongen selv troet. Tiden for hans Afreise fra Throndhjem kjender man ei sikkert, men man seer af hans egen Fortælling, at han var kommen til Amsterdam inden 23de Juni[3].
Ved samme Tid, i Slutningen af Juni, havde Kong Kristian tiltraadt en Reise til Nederlandene for nogle Underhandlingers Skyld med Keiser Karl V. Kongen opholdt sig der paa forskjellige Steder i Juli og August Maaneder, men var tilbage igjen i Danmark før, og maaskee en god Stund før, Midten af September[4]. Da Erkebiskoppen nu ved sin Komme til Amsterdam hørte, at Kong Kristian var ventende did, saa besluttede han der at opbie ham. Kongen kom ogsaa ukjendt med faa Folk en Aften sildig; og nogle Timer efter, ved Midnats Tid, sendte han Bud til Byens Borgermester og Øvrighed og bad om Hjælp til at anholde og gribe Erkebiskoppen. Øvrigheden svarede imidlertid, at dette ikke lod sig gjøre mod en Geistlig; og Kongen maatte med dette Svar lade sig nøie, uagtet han lovede at forsvare Paagribelsen baade for Pave og Keiser, og skyldte Erkebiskoppen for at være rømt fra Norge, efterat have ranet sin Domkirke for alt dens Guld og Sølv og alle dens Kostbarheder. Erkebiskoppen paastaar at kunne bevise, at det var Kongens Agt at dræbe ham den samme Nat, om han havde seet sin Leilighed dertil; og han seer i
