denne Efterstræbelse et Forsøg paa at fuldbyrde de Trudsler, som Sigbrit og den nu afdøde Dyveke havde udstødt mod ham for flere Aar siden[1]. Han tilføier, at Sigbrit fra den Tid af aldrig kalder ham andet end: Tyv, Skjelm, Forræder og Morder, skjønt Gud ved, at han er uskyldig i alle de uærlige Sager, hun tillægger ham.
Om hele denne Kong Kristians Adfærd fortæller Erkebiskoppen udførligen i et Brev af 28de August 1521, hvilket han fra Utrekt tilstillede det danske Rigsraad, og hvori han bitterlig klager over den Løn, han nu faar til Gjengjæld for tro Tjeneste og mange Opoffrelser. Han fremhæver især de Bekostninger han har gjort for Kongens Skyld i de tre Aar 1513, 1514 og 1515, da han har maattet gjøre en Gjæld i Bergen paa 7000 Berger-Gylden, hos Poppierne i Amsterdam paa meer end 1100 rinske Gylden og hos Kongen 1000 rinske Gylden, hvilket Alt han siden har afbetalt. Under Forhandlingerne mellem Kongen og ham i Amsterdam, fortæller han videre, skjød han sig i Rette for Paven eller Keiseren. Herom vilde dog Kongen intet høre, men fordrede Borgen af ham for, at han ingensteds skulde søge sin Ret uden i Kjøbenhavn, for Kongen og Danmarks og Norges Raad. Denne Fordring afviste Erkebiskoppen, da han frygtede, at i saa Tilfælde Kongen vilde optræde baade som Sagsøger og Dommer. Han svarede, at hans Dommer ei fandtes det, og negtede følgelig at stille den forlangte Borgen. Erkebiskoppen beder nu Raadet tilskrive ham, om det har nogen særlig Befaling fra Paven til at dømme ham og hans Sag, og om det isaafald trøster sig til at skaffe ham og hans fuldkommen Sikkerhed. Han vil nemlig da gjerne møde dem til beleilig Tid og Sted, og vil altid villig indfinde sig for sine tilbørlige Dommere at gjøre Lov og Ret i de Sager, for hvilke han med Rette tiltales; men da maa Raadet ogsaa give ham sit fri Leidebrev ved Siden af det, Kongen har lovet ham, naar han søger sin Ret, og Raadet maa vel betænke, om det kan staa inde for, at Kongens Leide vil blive ham og hans Tjenere holden. Herpaa beder han om Raadets Svar[2].
Kristian var, som man let seer, for sin Komme til Amsterdam underrettet om Erkebiskoppens Ophold der, og han bar allerede en god Stund for det nys omtalte Sammenstød gjort sig Umag for at opdrive Beviser for, at Erkebiskoppen havde gjort sig skyldig i Underslæb og Forræderi, ved nemlig først at tilvende sig sin Kirkes Gods og derpaa flygte til Udlandet uden Kongens Samtykke og Vidende. Saadanne Beviser lykkedes det ham dog ikke at tilveiebringe. Han havde om den Sag skrevet til Throndhjem baade til Hofmesteren, Hr. Nils Henrikssøn, og til Kirkens Kapitel; men han fik fra begge et Svar som var til Erkebiskop-
