Men han kunde, som allerede bunden til en anden Biskopsstol, ikkun postuleres; og Postulationen oversendtes med Chorsbrødrene Sighvat (Lande) og Audun (Røde) til Pave Martinus IV’s Godkjendelse. Der maa imidlertid have været meddeelt Martiuus Omstændigheder, der have vakt Betænkelighed hos ham med Hensyn til Narve. Thi først lod han – hvad dog vel var almindelig Form – Postulationsdekretet undersøge af tre Kardinaler; men uagtet disse fandt Postulationen canonisk, saa udsatte dog Paven dens Stadfæstelse, som det heder „fordi han ønsker at forsørge den nidarosiske Kirke, der trænger til en klog Styrer, med en skikket Person, og han med Hensyn til den Postuleredes Personlighed i denne Henseende ikke har tilbørligt Kjendskab“, – og overdrog Undersøgelsen heraf ved Skrivelse af 18de Januar 1285 til Abbeden af Tautra, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros og Minoriternes Guardian i Bergen, med Paalæg, at hvis de fandt Narve skikket og verdig til Erkebiskopsdømmet, de da skulde løse ham fra det Baand, som bandt ham til Bergens Kirke og beskikke ham, ifølge apostolisk Bemyndigelse, til Erkebiskop, samt modtage af ham paa Pavens og den romerske Kirkes Vegne den sedvanlige Troskabsed; – men hvis ikke, da skulde de kassere hans Postulation og lade den nidarosiske Kirke ved dens Kapitel blive forsørget med en skikket Person enten gjennem Election eller canonisk Pustulation. Denne af Paven foranstaltede Undersøgelse skal have varet længe og endte med at Narves Postulation „af visse lovlige Grunde (hvilke siges ikke) retmæssigen blev kasseret,“ og Nidaros’s Kapitel befalet til at skride til et nyt Valg[1].
Narve synes at have været Kongens personlige Ven[2]; men som forhenværende Prædikebroder var han rimeligviis ikke Chorsbrødrene i Nidaros nogen synderlig velkommen Formand. Har nu Kongen, eller det kongelige Parti, ved den Indflydelse, som samme dengang var i Stand til at øve over det nidarosiske Kapitel, gjennemdrevet Narves Valg, tilsyneladende eenstemmigt, men i Grunden mod Kapitelets Ønske, saa have de Chorsbrødre, som overbragte Paven Kapitelets Postulationsbrev, havt god Anledning til underhaanden at stemme Kurien mod den Valgte, og foranledige den omtalte Undersøgelse. Dette har man idetmindste Grund til at gjætte. Derhos antydes, at Narve i Almindelighed ikke har været anseet for, og maaskee ei selv følte sig at være Manden til at beklæde den vanskelige og farlige Post, som det her gjaldt om at besætte[3]. Erkestolen blev saaledes fremdeles staa-
