dets Brev Punkt for Punkt med Tilføielse af nye Ankeposter mod sine Fiender:
Raadet har, heder det, underrettet Kongen om Erkebiskoppens Skrivelse og drevet dennes Sag hos ham paa bedste Maade, saaledes at Erkebiskoppen vil komme i sin gamle Yndest igjen hos Kristian, naar hans Uskyldighed kommer for Dagen. I denne Anledning yttrer Erkebiskoppen, at han derfor vilde takke Kongen; men han tilføier, at han ei heller ved at have andet fortjent. Han erkjender, at Kongen i sin Tid skrev for ham til Rom i Anledning af Erkebiskopsdømmet i Nidaros, og at Kongen ligeledes understøttede ham med Penge til at erholde Pavens Stadfæstelse; men han skyder til Gud og Kongen, om han selv havde begjæret dette, eller om han stod derimod. Han forudsagde dengang Kongen, hvad siden er hendet ham for Kirkens Frihed, og han fik da et og andet Løfte, siger han ironisk, som nu holdes ham. – De skreve, at ingen kunde have staaet paa en bedre Fod med Kongen end han. Med Hensyn dertil forklarer han, hvorledes det var tilgaaet med hans Skrivelse til Kongen om Dyveke[1], og beraaber sig paa Paven (Adrian VI), som dengang var Keiserens Kansler og Tolk, at Skrivelsen var skreven paa Keiserens Begjæring. Men denne Skrivelse var ikke Sigbrit og hendes Datter behagelig, og derfor havde de lovet ham meget Ondt, hvoraf noget alt var ham vederfaret, medens Andet maaskee endnu forestod, om det gik efter Sigbrits Villie. – De have opfordret Erkebiskoppen til at søge sin Ret for Danmarks og Norges Raad. Dette, svarer han, havde han gjerne gjort, om han havde faaet deres Skrivelse i Tide, og om de havde givet ham tilkjende, hvorvidt de havde nogen særlig Fuldmagt af Paven til at dømme over ham og hans Sager. De vide selv vel, at de ikke ere hans Dommere. – De skrive, at han ei havde behøvet at frygte nogen Fare af Sigbrit og hendes Parti. Hertil svarer han: „Jo kjære Venner; jeg frygter, at hun ved meer end hun burde vide efter Christenretten. Thi hun siger aabenbarligen, ihvosom det end hører, at min Herre (Kongen) skal intet andet gjøre end det, hun vil have; og vilde han end, da skulde han ingen Magt have dertil, al den Stund hun er hans Naade paa 10 Mile nær. Og desværre det er vel ligt til, at saa er i Sandhed. I maa og vide, at hun nu skylder mig og ingen anden paa Jorden for sin Datters Død, hvis Sjæl Gud naade; Gud ved min Uskyldighed deri! Hun siger det skal koste mit Liv og skjæmmes ikke ved at forsikkre, at min Herre har lovet hende det. Det samme underrettede ogsaa hendes Broder, Hermen Viliemssøn, mig om, Løverdagen næst for St. Hans Dag (den 23de. Juni), i Pompeji Hus i Amsterdam, og det saa grovt, at jeg maatte tage derpaa, om
- ↑ S. o. f. II. 623.
