jeg ikke ellers havde forstaaet det. Men hendes Søster der sammesteds lod mig intet meer forstaa, end at hun sagde paa Tydsk: „min Søster vil have eder i Taarnet, og hun vil have eder dræbt“, og spurgte mig om jeg ikke end havde været fangen. Derfor skal det ikke undre Eder, at jeg frygter hendes Ondskab, efterdi min Herres Naade selv frygter hende og ei tør eller vil sige hende imod; men hvad hun vil have frem, det har Fremgang. Det er desværre alt for sandt og snart hver Mand vitterligt“. – De skrive, at Uskyldigheden er altid sikker. Desværre, svarer han, det Modsatte er Sandhed, „især der hvor Mester Didrik Slaghek, Sigbrit, Mester Hans Mule og deres Parti raader, der nyder man hverken Lov eller Ret“; og han anfører til Bevis herpaa sin Forhandling med Hans Mule, „nu to Aar forledne“ (i 1520?)[1]. Men nu da baade dennes og Erkebiskoppens Dommere ere her i Rom, og Erkebiskoppen er did kommen, vil han søge sin Ret for sin tilbørlige Dommer. Da Erkebiskoppen i sin Tid skrev Kongen til og klagede over, at Hans Mule forfulgte den hellige Kirke og krænkede dens Frihed, da skrev Kongen ham til igjen, at hvor det skede, da var det hverken med Kongens Villie eller Vidende. Dette Kongens Brev har Erkebiskoppen hos sig i Rom, og alle de Kardinaler, som have hørt det læse, sige, at Kongen har skrevet det som en christen Fyrste; „hans Naade er dydig og god nok, naar han har gode Raadgivere“. – De skrive fremdeles, at de ei tvivle paa, at han jo alvorligen vil betænke sit eget Bedste og sin Domkirkes Velfærd, at den og dens Ejendele og Friheder ikke skal lide ved hans Fraværelse. Erkebiskoppen kalder Gud og hver brav Mand til Vidne paa, at han aldrig i sine Dage vilde sin Domkirkes Skade. Havde han end forbrugt meget af dens Indtægt i Kongens Tjeneste indenlands og udenlands, og havde han end lidt stor Skade af Kongens Fiender, de Svenske, da ved Gud, at han gjorde, hvad han gjorde, i den Agt, at hans Domkirke og han skulde nyde godt deraf. Men den hellige Kirke og dens Tjenere have hverken nydt Fred eller Frihed, siden Mester Hans Mule først fik Befaling paa Akershus, hvilket Gud ved var ham storligen imod. Han vil, efter deres Raad, vide sin Domkirkes Bedste i den og i alle andre Maader efter Pavens Bestemmelser. Det er ingen meer imod end Erkebiskoppen selv, at han ei kan være i Fred ved sin Kirke; og den bør heller ikke med Rette lide ved hans Fraværelse. Skeer det alligevel, saa sætter han dette, som al anden Uret, Skam og Overlast, ham er tilføiet af Kongens Embedsmænd og andre flere, og endnu dagligen tilføies, aldeles i Guds og Pavens Haand[2].
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/651
Denne siden er ikke korrekturlest
637
Erkebiskop Erik drager til Rom.
