Dette Erkebiskoppens Brev maa vække den Formodning, at Kristian
selv har lagt de Raadsmedlemmer, som skreve til Erkebiskoppen fra
Kjøbenhavn den 13de November, Ordene i Pennen; hvad enten han
nu virkelig, under et Øiebliks bedre Følelser, har tænkt sig en Udsoning
med sin fordums Yndling mulig og ønskelig, eller han blot har
hyklet Forsonlighed for at lokke Erkebiskoppen bort fra hans sikkre,
men for Kongen farlige, Tilflugt i Nederlandene, hjem i Sigbrits og
hendes Venners Klør, eller i det mindste afholde ham fra at drage
til Rom. Erkebiskoppens Brev giver forresten et godt Indblik i Kong
Kristians Forhold til Sigbrit og hendes Tilhængere. Han lod sig
ganske lede af dem, undertiden, som det synes, næsten mod bedre Vidende
og Villie. Man seer, at Erik Walkendorf, som saa mange
andre Samtidige, har troet, eller i alle Fald givet sig Mine af at
tro, at Sigbrits uindskrænkede Herredømme over Kongen ikke lod sig
forklare uden ved Trolddom.
Erik Valkendorfs Komme til Rom indtraf ellers paa en for ham ganske heldig Tid. Pave Leo X var nys død, den 1ste December 1521, og til hans Eftermand var den 9de Januar 1522 udvalgt Adrianus VI, en velmenende, retskaffen Mand, der understøttedes af Keiser Karl V, hvis Lærer han havde været, og som desuden personlig kjendte Erik Walkendorf fra dennes Ophold i Nederlandene i 1515. At Kongens Venner ogsaa have frygtet Erkebiskoppens Virksomhed i Rom, viser den Ængstlighed hvormed de melde sin Herre hans Reise og Komme didhen. Herolden Hans Jutland gav udentvivl Kongen, i et Brev fra Flensborg af 22de Januar 1522, den første Efterretning om Erkebiskoppens Ankomst til Lombardiet[1]. Siden giver Kongens Advokat i Rom, Nikolaus Peterssøn, ham nøiere Underretning i et Brev af næstfølgende 22de Marts. Erkebiskoppen af Throndhjem, siger han, er kommen til Rom og ligger til Herberges hos den hvide Munk (Præmonstratenser), der før var Provst i Børglum. Nikolaus har talt med ham, men har endnu ei ret Rede paa, hvad hans Hensigt er. Han tror, at han vil i Færd med Hans Mule, for hvem Brevskriveren intet kan udrette, før Paven kommer. Han beder Kongen give ham Forholdsregler med Hensyn til Erkebiskoppen snarest muligt. Thi heller ikke denne kan gjøre noget før Paven kommer[2].
Sagen var at Pave Adrianus var fraværende i Spanien, da han blev valgt, og kom først til Rom den 29de August 1522. Imidlertid maatte Erik Walkendorf hjælpe sig frem saa godt han kunde og skaffe sig de nødvendige Penge ved Laan. Man finder, at han den 6te April 1522 har udstedt Gjældsbevis for 200 rinske Gylden til Theo-
