dorik Zegers, Dekanus af Kleve[1]. Fra Norge og fra sin Stol fik han ganske vist lidet eller intet; thi den Kilde havde, som for er sagt, Jørgen Hanssøn i Bergen stoppet for ham. Jørgen Hanssøn havde, rimeligvis allerede i 1521, forespurgt sig hos Kongen, hvorledes han skulde handle med „den Erkebiskoppens Rente, som Throndhjems Domkirke tilkommer“. Derpaa havde Kongen endnu ikke den 17de Marts 1522 givet ham noget Svar. Han skrev da under nævnte Dag atter Kongen til fra Baahus og raadede ham at befale Dekanus og Kapitel i Throndhjem at opbære hin Rente og gjøre den i Penge i Bergen eller andensteds med Kongens Embedsmænds Raad og holde Pengene tilstede, indtil Kongen kan gjøre en anden Skik derpaa. Han bor og befale dem at lade gjøre Jørgen Hanssøn godt Regnskab for hvad Erkebiskoppens Fogeder hidtil have opbaaret af de Len, han havde af Kongen paa Kronens Vegne, og tillige overgive Jørgen eller hans Fuldmægtige Vardøhus Slot med alle de andre Len tilligemed det Sølv, Penge eller Andet, de deraf have modtaget. Et saadant Brev maa Kongen med det allerførste skikke ham; „thi han kan aldrig tage saa Vare i Bergen, at de jo alligevel kunne faa sendt Erkebiskoppen noget til Tydskland i Guld og Penge, om de ville det“[2]. Erkebiskoppens Stilling i Rom har saaledes udentvivl været fortrykt nok.
Hvilke nu end Erik Walkendorfs Planer have været, som skulde drives, naar Pave Adrianus var kommen til Rom, saa afskares de alle ved Erkebiskoppens snart paafølgende Død. Denne indtraf i Rom den 28de November 1522. Han havde dengang været Erkebiskop i 12 Aar og 3 Maaneder[3]. Erik Walkendorf var ganske vist for sin Tid en ualmindelig og mærkelig Personlighed. Skjønt Udlænding i Norge viste han dog, som vi have seet, baade i geistlig og verdslig Henseende Nidkjærhed i sit Kald. At det Verdslige indtog Hovedrummet i hans Virksomhed, – det er en Bebreidelse, som han maa dele med Mængden af sine Formænd paa Nidaros’s Stol og med Mængden af sin Samtids Biskopper. Man kan maaskee ogsaa bebreide ham, at han forlidet opretholdt det norske Raads Myndighed, baade ligeoverfor det danske Rigsraad, idet han nærede en dansk Adelsmands Anskuelser og Fordomme, – og ligeoverfor Kongedømmet, idet han rakte Kristian Haanden til at erhverve sig en saagodtsom uindskrænket Styrelse i Norge i det Verdslige. Men Norges Raad havde dengang, maa man vel desværre tilstaa, ved en lang Ligegyldighed, saagodtsom forspildt sin egen og Nationalselvstændighedens Sag; og Norges
