Almenhed var ved sin Stilling saa at sige henvist til et kraftigt Kongedømme som til sin nærmeste Nødhjælp. Man kan endelig bebreide ham, at han, meer end en Prestemand egnede, søgte at sole sig i Hofglandsens og Kongehøihedens Straaler. Men herfor fik han ogsaa haardt bøde. Havde han i sine tidligere Dage bygget meer end tilbørligt paa Kongeyndest, saa fik han i sin Alderdom tilgavns føle hin Grundvolds Ustadighed.
Forfølgelsen mod Biskop Anders Mus af Oslo var, som vi ovenfor have seet, begyndt samtidig med, om ikke for, Forfølgelsen mod Erkebiskop Erik; men den første af disse Prælater vækker mindre Medfølelse end den sidste, fordi der ved hin hefter sig den sterkeste Formodning om Uduelighed og Uskikkethed for hans vigtige Kald[1]. Vi have seet, hvorledes Biskop Anders i 1516 og 1517 blev plaget og tirret af Magister Hans Mule, Høvedsmanden paa Akershus, der selv havde Oslo rige Biskopsdømme i Sigte. Denne Lykkesøgers Maal var at drive Biskoppen til en Fratrædelse, og for at fremkalde en saadan, synes han ikke at have været nøieseende med Midlerne, navnlig ikke at have skyet at anvende Trudsler. En Omstændighed, som forøvrigt betydelig maa have kommet ham til Hjælp, var den, at Biskopsdømmets Presteskab ikke var synderlig tilfreds med sin Biskop. Hvor længe man har arbeidet med Biskop Anders for at faa ham til at fratræde, er ikke sikkert, ligesaa lidt som naar hans Fratrædelse først aabenlyst er bleven bragt paa Bane, og under hvilke Paaskud. Udentvivl har han en god Stund stampet imod, og, da han mærkede, at man trængte fast ind paa ham, forsøgt hvad en personlig Henvendelse til Kongen kunde hjælpe. Thi det maa have været i det Øiemed han mod Slutningen af 1521 var i Kjøbenhavn, muligen ved et der afholdt Raadsmøde, og sandsynligvis har det været for at vinde Kongen, han har gaaet dennes Erinde ved at deeltage i Udfærdigelsen af det for omtalte Brev af 13de November til Erik Walkendorf. Men har det end saa forholdt sig, er det dog vist, at al hans Føielighed intet hjalp ham. Thi endnu inden Aarets Udgang, seer man, har han maattet indgaa paa Resignationen, endog, som det lader, i Kongens og flere Herrers Overvær, rimeligvis i Kjøbenhavn, og derom udstede sit beseglede Brev[2]. Det hed sig naturligvis i Brevet, at Anders Mus her havde handlet „frivilligen, upaavirket af Trudsel eller nogen Slags Falskhed, – efter egen Villie, Samtykke og Forlangende“. Men anderledes lød Fortællingen i Folkemunde, hvilket man kan slutte af den fornævnte samtidige Krønikeskrivers Ord – der forresten ikke er Biskop Anders god –, naar han siger, at Hans Mule drev ham til at fratræde ved Trudsler paa Li-
