vet[1]; og det samme forsikkrede siden efter Anders Mus selv, da han ønskede at faa sin Biskopsstol igjen: at han havde resigneret af Frygt for Døden[2]. Ved sin Fratrædelse glemte dog ikke Biskoppen at gjøre sine Betingelser, hvilke vare efter Omstændighederne ganske fordeelagtige. I Norge synes han at have forbeholdt sig til Underholdning en Deel af Biskopsstolens Gods, blandt andet Gaarden Teige ved Tunsberg, og i Danmark blev han forlenet med Vesterviks Kloster i Jylland. Han vedblev at føre Titel af Oslos Biskop, eller ogsaa Biskop af Teige (episcopus Tegensis), og overlevede, som vi skulle see, i mange Aar sin seirende Medbeiler.
Anders Muses Resignation var formet som gjort til Fordeel for Hans Mule; og derved var denne, naar Kongens Samtykke fulgte, hvorom i dette Tilfælde ei kunde tvivles, i Virkeligheden allerede beskikket til Oslo Biskopsstol. Ikke desto mindre seer man, at Oslo Kapitel ved formeligt Valg har kaaret ham, at Biskop Anders med Slegt og Venner har været skriftlig varslet til at være derved tilstede, samt at han da har gjentaget sit Samtykke til hvad der var skeet. Han overgav der.paa i egen Person Gaarden og Biskopsdømmet til Magister Hans[3].
Alt dette skulde nu synes at være Betryggelse nok. Men Biskop Anders maa dog meget snart have forsøgt Indsigelser. Thi noget saadant maa forudsættes som Anledning til det Skridt, som fra Hans Mules Side gjordes længer ude i 1522. Den nye Electus og Kapitelet indkaldte nemlig til Oslo atten af Biskopsdømmets Provster og Sogneprester for at handle med dem om den i 1521 foregaaede Resignation og det det paafølgende Valg. For de samlede Geistlige blev nu den 29de September fremlagt de hine Handlinger vedkommende Breve og Beviser, og de Forsamlede gave den Erklæring, at de fandt alt rigtigen tilgaaet: Resignationen frivillig, Kapitelets Valg kanonisk og uden Indsigelse, og Biskopsgaarden samt Biskopsdømmet overgivet af den Fratrædende personlig til den Tiltrædende. De erklærede der- paa Alle, at de endrægtigen vilde holde og lade staa ved Magt hvad Kapitelet i førnævnte Sager havde gjort, og stadfæste det paa sin gode Ære og Tro med oprakte Hænder. De tilføiede, at de aldrig efter den Tid vilde erkjende Biskop Anders for Prælat til Oslo Domkirke, saameget mindre som han i lang Tid havde forseet sig mod Kirken i utallige Maader og gjort den og Stolen stor Skade, „som vitterligt er“. Alle de Punkter og Artikler, som Kapitelet har opsat mod nævnte Biskop, erkjende de Forsamlede for sande; „thi han har mange af os og Andre ulovligen beskattet og besværet i mange Maa-
