der“. Kan ikke de Overenskomster og Breve holdes, som ere gjorte mellem Electus og Biskop Anders baade i Kongens og andre gode Mænds Overvær, og skal Kirken fremdeles lide Skade og Fordærv for Biskoppens Bulder og Klammeri, da ville de Forsamlede selv, med Kapitelet, fare personligen til Kongen og alle Danmarks Prælater og Herrer og der klage over den Skade, Biskop Anders i sin Styrelsestid har gjort. De ville ingen anden Herre og Prælat have end Mester Hans Mule; med ham ville de leve og dø. Han er nemlig, som de mærke, og vil fremdeles blive Kirken nyttig baade med Bygning paa Domkirken og Biskopsgaarden og med Gudstjenestens Opretholdelse. – Over hele denne Forhandling blev et Brev opsat den samme Dag, den 29de September 1522, og beseglet af alle de tilstedeværende Prester[1]
Man faar af denne Erklæring det Indtryk, at de virkelige Anker mod Biskop Anders’s Embedsførelse hverken have været faa eller uvigtige, og man maa naturligvis tænke sig, at Hans Mule og dennes Venner ingenlunde have tilsløret dem. Anders Mus har nu, som det lader, for det første fundet det tjenligst at tie stille. Men vi ville faa see, at han derfor ikke havde opgivet for bestandig Tanken om at faa sit Biskopsdømme tilbage. Det fortjener ellers at lægges Mærke til, at der ingensinde i Anders Mus’s Sag, ligesaa lidet som i Erik Walkendorfs, er Tale om Norges Raad særskilt, eller om dets Indblanding i hine tvende dets Medlemmers Anliggender, men kun om Danmarks og Norges Raad som et samlet Heelt, eller endog om Danmarks Riges Raad alene, skjønt der handledes om norske Biskopper og norske Biskopsstole. Man seer heraf, som af meget Andet, hvorledes det norske Raad under Kristian II var nedsunket til en Ubetydelighed, og hvorledes det, forsaavidt nogen Myndighed end kunde være det levnet, maatte øve denne under Skikkelsen af et underordnet Tilhang til det danske.
Biskop Andor af Bergen[2] var tilligemed Provsten til Apostelkirken, Magister Kristiern Pedersen, i Aarene 1521 og 1522 meget sysselsat med de Uroligheder, som da fandt Sted, mellem Hanseaterne paa Bryggen i Bergen og Kongens Embedsmand, Jørgen Hanssøn. Biskoppen stillede sig heri, saavidt skjønnes, ganske paa denne sidstes Side og optraadte virksomt som Megler mellem de Stridende[3]. Men alligevel skal heller ikke denne Biskop have gaaet fri for Kong Kristians Unaade[4], og ikkun hans Død skal have hindret Kongen fra at lade ogsaa ham føle sin Brede. Andor døde i Begyndelsen af Juni Maaned
