(den 1ste eller 3die) 1522. Da hans dødelige Afgang ved tvende Udsendige af Bergens Kapitel blev Kongen forkyndt, skal denne have udbrudt: „Ja saa! er han død! ellers havde vi en Gaas uplukket med ham“[1].
Hvad de tvende øvrige norske Biskopper angaar, Magnus af Hamar og Hoskold af Stavanger, da tales rigtignok ingensteds om nogen særlig Forfølgelse mod dem fra Kongens eller dennes Embedsmænds Side; men det paa Kirken hvilende almindelige Tryk under Kristians Forberedelser til sit svenske Tog fik dog ogsaa de føle. Man har et Brev af Biskop Hoskold, givet i Stavanger den 25de Juli 1521, hvorved han fremsender til Kongen 100 Lod Sølv og 40 rinske Gylden, idet han beder Kongen at tage Hensyn til deres „fattige Ydmyghed og tilbørlige Tjeneste“. Biskopsdømmet er, siger han, saaledes gaaet til agters ved svær Pestilens og Død, at mange Gaarde ligge nu øde, som før vare byggede, og Indtægten derved er meget aftaget. Han ønsker til Gud, at han maatte kunne opfylde Kongens Fordringer paa lovlig Tid, og udbeder sig til Slutning nogle Friheder og nogle Vernebreve for sin Kirke, sig selv og sine Tjenere[2].
Den Hans Olafssøn, som vi have seet i 1516 som Provst til Mariekirken i Oslo og Norges Kansler, og i 1517 at hjælpe Hans Mule i hans Optøier mod Biskop Anders Mus, nævnes neppe i Provste- eller Kansler-Embedet efter 1518[3]. Derimod nævnes fra 11te Januar 1521 Mattis Hvøru, Hvoruf eller Hvarfe som Indehaver af begge Embeder[4], og han beholdt dem i flere Aar.
Biskop Stefan Jonssøn af Skaalholt[5] døde den 30te November 1519. Det var en lærd og driftig Biskop, der vel passede sin Stols Anliggender baade i det Aandelige og Verdslige. Han var, hvad der paa den Tid just ikke var meget almindeligt hos de høiere Geistlige, en Mand af rene Seder, der selv levede i klosterlig Strenghed, og holdt over Sedeligheden hos, sine Undergivne, saameget som Tidens Fordærvelse tillod. Han holdt Skolen ved sin Kathedralkirke vel ved Magt og sørgede for at skaffe den en dygtig Forstander. For sin Kirkes Bygning var han virksom og forsømte ikke dens Gods. Han efterlod derfor sin Stol rig og anseet[6]. Paa den Tid var Øgmund Paalssøn Abbed i Vidø. Han havde studeret i Udlandet, i England og Nederlandene, men erhvervede sig intet Ry for Lærdom; derimod var han anseet som en virksom og forretningsdygtig Mand. Han blev viet til Prest i 1499 og blev senere Prest til Breidabolstad,
