Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/659

Denne siden er ikke korrekturlest
645
Biskopsskifter.

bad til St. Gudmund og St. Jon, saa døde han dog efter et kort Sygeleie den 8de December 1520[1].

Blandt Presterne i Hole Biskopsdømme var paa den Tid Jon Aressøn paa Hrafnagil i Eyafjorden en af dem, som mest havde tiltrukket sig Almenhedens Opmærksomhed. Han var født 1484 paa Gaarden Gryta i Eyafjord i meget fattige Kaar. Hans Fader døde fra ham, da han var ganske ung, og efterlod hans Moder og ham i den yderste Armod. Nøden var saa stor, at Drengen Jon engang i sin Sult var paa god Vei til at blive en Faaretyv, men afholdtes kun derfra ved sin Moders Bønner og det heldige Tilfælde, at deres eneste Ko just kalvede, da han var i Færd med at forgribe sig paa en anden Mands Faar, som der stod paa Foder, og allerede havde bundet det til Slagtning. Han kom siden til Thveraa Kloster som Tjenestedreng og fik der nogen Hjælp af Abbeden, der var hans Frænde, dog ikke videre end at han maatte forrette det simpleste Arbeide, rense Fjøs og Stald og skjære Torv, ved Siden af det at han lærte den Sang og Skrivning, som en Klerk til Nødtørft kunde hjælpe sig med. Latin skal han derimod aldrig have lært[2]. Med sine høist tarvelige Kundskaber drev han det til at blive viet til Prest, da han var omkring tyve Aar gammel, og nu steg han raskt i Veiret. Han havde først et ringe Prestekald, men dette ombyttede han efter et Aars Tid med det større Hrafnagil, og inden 1508, altsaa før han endnu var 24 Aar gammel, var han allerede Provst i Eyafjord. Han var blandt Biskop Gotskalks fortroligste Venner og af denne benyttet i vigtige Forretninger. Han var saaledes to Gange for ham i Norge i magtpaaliggende Erinder[3].

Denne Jon Aressøn bragtes nu, efter Gotskalks Død, ved Abbeden af Tveraa og Prioren af Mødruvold samt flere af Nordlandets Prester, i Forslag til at blive Bestyrer af Hole Stols Gods i Biskopsdømmets Ledighed, og det lykkedes dem at faa ham valgt hertil paa et Prestemøde i Hole den 22de December 1520, dog ikke alene men i Forening med en anden Prest, Peter Paalssøn. Officialembedet overdroges til tvende andre Personer. Men den følgende Vaar 1521 paa et nyt almindeligt Prestemøde for Hole Biskopsdømme, blev Jon den 29de April udnævnt ikke alene til Enebestyrer af Stolens Gods men og til Official, og skulde dette staa ved Magt indtil Stolen blev besat, eller Nidaros’s Erkebiskop forordnede anderledes. Jon tog sig nu med Iver og Kraft af Biskopsdømmets Anliggender, men gav ogsaa allerede nu Prøver paa det heftige og overmodige Sinde-

  1. Espol. Aarb. þ. 3. c. 46.
  2. Sst. þ. 2. 78, 95.
  3. Finn Joh. II. 644–648.