lag, som han senere ved flere Leiligheder lod sig henrive af til sin egen Skade[1].
Biskop Ogmund Paalssøn af Skaalholt havde under sit Ophold i Norge faaet af Nidaros’s Kapitel Fuldmagt som Hole Kirkes Ombudsmand i dens Ledighed. Men for Ogmund kom til Island, havde ogsaa Nordlændingerne i Sommeren 1522 modtaget et Brev fra samme Kapitel, hvorved der gaves dem fuld Raadighed at vælge til Biskop af Hole hvem de vilde, og hvem de ansaa bedst skikket. Alle Nordlandets Prester, paa een nær, valgte nu Jon Aressøn. Der fortælles, at en af de vælgende Prester yttrede Betænkelighed derved, at Jon ikke kunde Latin. Men Jon, som var en heldig og øvet Skald, afviste denne Betænkelighed ved en Vise, hvori han baade erkjendte Latinens Verd og sin egen fuldkomne Ukyndighed i dette Sprog, – men, mærkelig nok, tilføiede, at Mangelen ikkun vilde have havt noget at sige, hvis Latinen havde været hans Moderlands Sprog. Det er, hvis det er paalideligt, et Træk af den samme til Hensynsløshed grændsende Uforknythed, der i hans følgende Liv i saa mangen farlig Stund frelste ham. Dette Jons Valg kom imidlertid Biskop Ogmund høist ubeleiligt. Han havde sat sig i Hovedet, at han ved Hjælp af den ham af Kapitelet givne Fuldmagt ikke alene skulde opkaste sig til Hole Stols umiddelbare Bestyrer for Øieblikket, men ogsaa lede Biskopsvalget hen paa en af sine underordnede og afhængige Prester. Den hovmodige og ærgjerrige Mand tænkte paa denne Maade at tilvende sig i Virkeligheden et Slags Enebiskopsdømme paa Island. Han pukkede nu paa sin Beskikkelse til Hole Stols Ombudsmand, paastod Ret til at sætte Official og Raadsmand ved Stolen samt fine Fuldmægtige over Nordlandet, og erklærede sig mod Jon Aressøns Valg, hvilket han vilde gjøre ugyldigt, og vælge i hans Sted Presten Jon Einarssøn. Men over denne Anmasselse bleve Nordlændingerne meget fortørnede. De holdt den 29de October samme Aar 1522 et talrigt Møde paa Hole, og herfra udfærdigede 24 Abbeder og Prester af Biskopsdømmet til Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel en skarp Indsigelse mod Biskop Øgmunds Adfærd. De erklærede, at de ingen Raadighed vilde indrømme Øgmund over Hole Kirke og dens Ejendomme, derimod vilde de med det allerførste sende sin udvalgte Formand, nemlig Jon Aressøn, til Nidaros. Heraf reiste sig nu en stor Kamp mellem Øgmund og Jon, i det den første af al Magt søgte at drive Jons Valg tilbage og hindre hans Reise til Norge for at faa Valget stadfæstet, – den sidste derimod med den største Klogskab og Smidighed undgik alle Øgmunds Efterstræbelser og gjorde til Slutning hans Overmod til Skamme[2].
