deels ved Udsigten til Upsals Erkebiskopsstol, og medens han i det Ydre forstilte sig som om han handlede i Kongens Interesse, aabenbarede han i Hemmelighed alle dennes Planer for Steen Sture og arbeidede i Virkeligheden imod og ikke for Freden og Kristians Antagelse af de Svenske. Endelig kom dog Forræderiet for en Dag i Begyndelsen af 1519. Kristian blev, som naturligt, rasende forbittret og lod i Marts Maaned Bud udgaa til alle sine Embedsmænd, at anholde Legatens Folk, hvor de fandtes, og lægge Beslag paa det Gods, de havde samlet.
Arcemboldus havde imidlertid udsendt sine Mænd til alle Kanter. I Bergen var en Mester Konrad Afladsselger paa hans Vegne[1]. En Udsending fra ham kom ogsaa i Sommeren 1517 lige til Island, hvor han vel fik en kold Modtagelse af Biskop Stefan af Skaalholt, men siden, ligesom Tilfældet var andensteds, drev sin Handel med stor Fordeel[2]. Arcemboldus fik ikke saa betimelig Underretning om Kristians Befaling, at han kunde tage Forholdsregler for at sikkre sit sammensamlede Gods; han havde endog ladet sig forlede til at drage til Lund, og var der nær falden i Kongens Hænder. Det lykkedes ham dog itide at saa et Nys om Sagen, saa han frelste sin Person ved en hastig Flugt til Sverige og derfra til Lybek. Men en stor Deel af de ved Afladshandelen samlede Varer og Penge maatte han lade i Stikken, og alt dette bemægtigede Kristian sig. Jørgen Hanssøn i Bergen fik Kongens Befaling til Anholdelsen den 23de Juni 1519, efterat have i Forveien faaet Brev fra Sigbrit om samme Sag. Han viste sin sedvanlige Driftighed og kunde allerede den 26de Juni svare Kongen, at de Penge, han havde kunnet opspore, omkring 3000–4000 Mark, vare nedlagte i Biskoppens Verge, og Mester Konrad havde maattet love at forblive i Bergen og ingen Brevvexling fore uden med Biskoppens, Provstens og Jørgens Vidende og Tilladelse[3]. At de beslaglagte Penge nogensinde kom til sin oprindelige Bestemmelse, er ikke sandsynligt; de forsvandt udentvivl i Kongens Kasse og maatte tjene som Hjælp til Kristians svenske Tog.
Kristians Adfærd ved denne Leilighed lægger tydelig nok for Dagen hans ringe Tanker om og liden Agtelse for den da bestaaende romerske Kirkestyrelse samt hans verdslig-politiske Opfattelse af dens Betydning. Han tillod den først at drive en Sedeligheden nedbrydende Handel i sine Stater mod selv at faa Tilladelsen betalt; men da han greb Afladshandleren i Forræderi, gjorde han sig ingen Betænkning ved ikke alene at anstille Forfølgelser mod en pavelig Legats Person,
