men og at slaa under sig alt hvad denne havde samlet for den pavelige Kasse.
At forresten Forhandlingerne med Arcemboldus har bidraget meget til at vække Kongens Deeltagelse for Luther, kan ikke omtvivles; thi det var jo Afladshandelen denne allerførst angreb. Luthers Lære fandt meget snart to dygtige Forsvarere i Danmark, nemlig Peter Litle fra Roskilde, almindelig kaldet med latinsk Navn: Petrus Parvus Rosæfontanus, og Paal Elissøn eller Paulus Eliæ, en Karmelitmunk fra Helsingør. Disse tvende Mænd, tror man, have virket paa Kongen og fremkaldt den Tanke hos ham at faa en Prædikant af Luthers Skole til Danmark. For den Sags Skyld skrev han i 1519 til Kurfyrst Fredrik af Saxen, og i det følgende Aar 1520 kom Presten Martin Reinhard til Kjøbenhavn, hvor Kongen gav ham Tilladelse at prædike. Reinhard synes dog intet af Betydenhed at have kunnet udrette for Luthers Lære, især fordi han ikke var det danske Sprog mægtig og derfor maatte benytte den førnævnte Paulus Eliæ som et Slags Tolk. Dette vanskeliggjorde naturligvis hans umiddelbare Indvirkning paa Middelklasserne og de lavere Klasser af Folket, der ellers viste sig mest modtagelige for den nye Lære. Men endnu større Hindringer mødte hans Virksomhed, da han berøvedes Paulus Eliæ Understøttelse. Dennes Hengivenhed for Luthers Lære begyndte nemlig mærkelig at kjølnes. Den Paastand af Nogle, at Prælaterne bestak ham ved et godt geistligt Embede, er ubevist og usandsynlig. Derimod tyder Alt hen paa, at Paulus Eliæ fandt, at Luther gik for vidt i sin Nedriven paa den bestaaende Kirkebygning og paa Pavedømmet, og at han derfor blot fulgte sin Overbevisning, idet han efterhaanden trak sig tilbage, og fra en Talsmand for Luther endelig blev en Modstander af hans reformatoriske Lære og en ivrig Forsvarer af Katholicismen[1]. Forladt af Paulus Eliæ maatte Reinhard selv ligesaavel som Kongen indsee, at han intet kunde udrette, og han drog i Begyndelsen af 1521 tilbage igjen til Tydskland, som man tror, for der paa Kongens Vegne at underhandle med andre Theologer af Luthers Skole om at gaa til Kjøbenhavn.
Kristian II vedblev vist nok fremdeles at vise sig vel stemt for Reformationen; men han kom ikke til at gjøre noget nyt indgribende Skridt til dens Fordeel. Politiske Forviklinger og den gjærende Uro i Sveriges og Danmarks Indre hindrede ham heri; og den Smule kirkereformatorisk Bevægelse, der under hans Styrelse gav sig tilkjende i Danmark, strakte sig, saavidt man ved, aldeles ikke til Norge. Imidlertid fik man her en Anelse om Kristians Sidehensyn med sin
- ↑ Om Paulus Eliæ see Prof. C. T. Engelstofts Afhandling i Nyt historisk Tidsskrift II.
