Yndest for Kirkereformationen, i det han sekulariserede tvende Klostere eller underkastede dem verdslig Bestyrelse ved indfaldende Ledighed i Forstanderskabet. Det ene var Dragsmarks Præmonstratenserkloster i Baahus Len, hvilket han allerede i 1519, eller endog for, overdrog til Herman Matssøn, Høvedsmand paa Baahus, imod at sørge for at Messerne bleve opretholdte. Det andet var Gimsø Nonnekloster, hvilket han, uvist naar, forlenede til en Didrik Tolder. Han har ganske vist grebet Leiligheden, da det første Klosters Abbed- og det sidstes Abbedisseverdighed var ledig; den verdslige Lentager eller Bestyrer har udentvivl betalt en Afgift til Kongen og forresten, naar Klosterets Beboere bleve anstændig forsørgede og den bestemte Gudstjeneste opreholdt, gjort sig Forleningen saa nyttig som muligt. Dette var en liden Begyndelse til Klosternes Inddragning under Kronen, hvilken saaledes for Norges Vedkommende begyndte allerede under Kristian, og tidligere end i Danmark eller Sverige[1]. At i de her omtalte Tilfælde nogen anden Bevæggrund har virket paa Kongen end Hensyn til hans egen Kasse og maaskee til en yndet Embedsmand, – har man ikke Anledning til at formode.
Aaret 1520 dannede et Vendepunkt i Kristians Liv. I Begyndelsen af Aaret gjorde han sit heldige Tog ind i Sverige. Steen Sture faldt, Sverige underkastede sig, og Kristian modtog den 4de November den svenske Krone. Fire Dage efter, den 8de November, foregik paa hans Bud det saa berygtede stokholmske Blodbad, ved hvilket to Biskopper og en Mængde af Sveriges Raad og Adel offentlig bleve henrettede, under det Paaskud, at de havde understøttet den af Paven bansatte Steen Sture, og derfor som Kjettere havde forbrudt sit Liv saavel som han. Kristian troede sig nu at være Sveriges Herre og at have fæstet de tre nordiske Rigers Kroner paa sit Hoved. Men allerede Vinteren efter Blodbadet reiste Sveriges Almue sig under Gustav Erikssøn Vasas Anførsel mod Kristian og det danske Herredømme. Den 24de August 1521 blev Gustav paa Herredagen til Vadstene valgt til Sveriges Riges Forstander, og Kristian var saa meget mindre istand til at kue Reisningen, som det dybeste Misnøie med hans Styrelse ulmede i Hjertet paa selve den danske Adel. Dette kom til Udbrud i Begyndelsen af 1523. Den jydske Adel og det jydske Raad begyndte Opstanden allerede i Februar Maaned efterat have forbundet sig med Kongens Farbroder, Hertug Fredrik af Slesvig og Holstein. Dermed kunde vistnok langtfra Kristians Sag siges at være fortabt. Men hans Mod og Udholdenhed slog ham ganske feil i denne Farens Stund. Med overilet Hast forlod han Danmark den 14de April 1523 og seilede med sin Dronning og
- ↑ Langes Klh. 2den Udg. 178, 459, 477; 1ste Udg. 756–760.
