Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/665

651

Kristian II forlader Danmark. Fredrik I vælges til Danmarks Konge.

sine Børn, samt en Deel trofaste Venner, hvoriblandt Sigbrit, til Nederlandene for at søge Hjælp hos sin mægtige Svoger, Keiser Karl V.

Hermed var i Grunden Kristian II’s Rolle som Konge udspillet. Vi skulde see ham igjen for en ganske kort Stund optræde ved et Forsøg paa at gjenvinde sine Riger. Men Forsøget endte med Fangenskab, i hvilket han henlevede hele 27 Aar. Han døde den 20de Januar 1559, otte og sytti Aar gammel, træt af Modgang og nedtynget ved Bevidstheden om megen Brøde.

109.

Fredrik I vælges til Danmarks Konge 1523. Mellemrige i Norge, under hvilket de ledige Biskopsdømmer besættes. Olaf Engelbrektssøn sex og tyvende Erkebiskop. Henrik Krummedike og Vincentius Lunge. Kristian II opsiges, og Fredrik I vælges i 1524. Fredriks norske Haandfæstning.

Før endnu Kristian II havde forladt Kjøbenhavn, blev Hertug Fredrik den 26de Marts 1523 paa Viborg Landsthing valgt og hyldet til Danmarks Konge af det jydske Rigsraad og den iydske Adel samt Fuldmægtige fra Kjøbstæderne og Herederne. I Roskilde den 3die August udstedte han sin Haandfæstning som dansk Konge. Denne var meget indskrænkende for Kongedømmet, derimod i høi Grad fordeelagtig for Adelen, ligesom og for den katholske Kirke, forsaavidt nemlig Kongen lovede aldrig at ville tillade Nogen at prædike Luthers Lære, eller tale imod Paven og den romerske Kirke^[1]. I Aarets Løb blev Fredrik antagen til Konge i hele Danmark, skjønt Kjøbenhavn, der endnu forsvaredes af Kristians Tilhængere, først aabnede sine Porte for ham i Januar 1524. I paafølgende August Maaned mødte en dansk Herredag i Kjøbenhavn, og under denne blev Fredrik kronet den 10de August 1524. Den som forrettede Kroningen var, da Lunds Erkestol dengang stod ubesat, den fra Sverige landflygtige Erkebiskop af Upsal, Gustav Trolle, noget der vakte Opsigt og Mistanke hos de Svenske om, at Kong Fredrik derved vilde antyde et Slags Forbehold af sin Ret til Sveriges Kongedømme. Men Adgangen til dette var ham dog allerede paa det bestemteste afskaaren derved, at de Svenske paa Rigsdagen i Strengenæs, den 7de Juni 1523, havde valgt Gustav Erikssøn til Sveriges Konge, og paa Fredriks Forespørgsel erklæret sig imod nogensomhelst Fornyelse af Kalmarforeningen forsaavidt fælles Konge angik. Sverige var dermed afgjørende udtraadt af det Statsforbund, som i 1397 var indgaaet,

1. G. L. Baden, Afhandlinger III. 72–101.