men som aldrig havde vundet nogen Fasthed, ja som ikke engang kan siges at have været bygget paa en Grundvold af fuldgyldig Lov.
Da Kristian II i April 1523 drog til Nederlandene, var Norge det eneste af hans Riger, som ikke var i Opstand mod ham. Neppe tør man paastaa, at dette var fordi Kristian var saa meget mere elsket af Nordmændene end af sine Undersaatter i Danmark; thi det er noksom sikkert, at Mængden af den danske Borgerstand og Almue var ham ligesaa hengiven som den danske Adel hadede ham. Sagen var vel egentlig den, at Almuen i Norge holdtes i Ave af Kristians myndige Embedsmænd, som Jørgen Hanssøn i Bergen, Hans Mule i Oslo o. fl., saaledes at den, om den end kunde have grundede Anker mod Kongen, hvilket man forresten ikke ved, dog ikke vovede at lade dem komme til Udbrud i en Reisning[1]; og hvad Norges Raad angaar, da var dette allerede tilforn, som vi have seet, af Kristian bragt til en fuldkommen Afmagt ligeoverfor Kongedømmet, og ved Kongens Afreise var det derhos berøvet tre af sine geistlige Medlemmer, da Erkebiskopsstolen og tvende Biskopsstole vare ledige. Der var saaledes for Øieblikket ingen Magt i Norge, der med nogen Virkning kunde optræde som Ordfører for et misnøiet oprørsksindet Parti, om end et saadant havde været til. Tvertimod er det ganske rimeligt, at Kristian vilde have fundet baade sikker Tilflugt og et ikke ringe Tilhang i Norge, om han havde tyet didhen i Begyndelsen af 1523, istedet for at flygte til Nederlandene.
Ved denne Tid var man netop sysselsat i Norge deels med igjen at besætte de ledige Biskopsstole, deels med at bringe allerede foretagne Besættelser i Orden. Begge Dele lykkedes snarest med Bergens Biskopsstol.
Vi have allerede omtalt, at da Biskop Andor var død en af de første Dage i Juni Maaned 1522[2], overbragte tvende Udsendinge af Bergens Kapitel Kong Kristian Budskabet herom, idet de sandsynligvis med det samme, paa Kapitelets Vegne, skulde indhente Kongens Tilladelse til at foretage Valg paa en ny Biskop. De udsendte vare Kanniken Magister Geble Pederssøn og, som det synes, Dekanus Hans Knutssøn[3]. Naar de først ere komne Kristian til Orde, vide vi ikke, men nogen Erklæring med Hensyn til det forestaaende Biskops-
- ↑ See Jørgen Hanssøns Brev til Kristian af 26de Juni 1519, Behrmann II. 89, hvor Brevskriveren til Slutning taler om sine Forhandlinger med Almuen: „Jeg har thinget og ladet thinge med Almuen heromkring og have somme svaret vel og somme ganske ilde som forgiftige Skalke. Mig haabes de skulle faa Skalkeløn. Jeg har begyndt at regjere med nogen af dem, saa de andre begynde allerede at grue for sig; men mig haabes jeg skal vel komme til Pas med dem, saa Eders Naade skal ingen Skade have deraf“.
- ↑ S. o. f. II. 642.
- ↑ Nor. Sml. I. 8.
