valg finder man ikke at Kongen har afgivet for lige under sin Afreise fra Kjøbenhavn, nemlig den 24de Marts 1523. Erklæringen gaar ud paa, at det ikke skulde være Kongen ukjært, om Kapitelet valgte Dekanus Hans Knutssøn; men han vilde derfor ingenlunde foregribe dem i at følge den hellige Aands Indskydelse og vælge eller postulere den, som de ansaa for den bedst skikkede. Hane havde Kapitelet da al præsentere for Kongen, at denne igjen ved sin Skrivelse kunde anbefale ham Paven eller Erkebiskoppen af Nidaros til Konfirmation[1]. Man skulde imidlertid næsten tro, al Kapitelet ikke har biet saalænge med at foretage Valget, som til Kongens Brev kom det til Hænde. Der blev heller ikke ved Valget taget Hensyn til Kristians Ønske. Kapitelets Valg faldt nemlig allerede den 14de April 1523, ikke paa den af Kongen udpegede Dekanus Hans Knutssøn, men paa Kirkens Archidiakonus Olaf Thorkelssøn. Denne beskrives som en Mand, der ikke paa nogen Maade udmærkede sig ved Lærdom, undtagen at han var kyndig i Historien, især den norske, – men var verdslig sindet, dygtig i verdslig Handel, driftig til at skrabe Penge og Gods sammen, og dertilmed hengiven til Vellevnet, især en Ven af sterkt Øl[2]. Den fornævnte Kannik Geble Pederssøn blev nu sendt til Rom for at søge Pavens Konfirmation paa Valget; og denne blev endelig givet, efter megen Tidsspilde for Geble og mange Pengeudgifter baade til Paven – dengang udentvivl endnu Adrian VI, der først døde den 14de September 1523 – og til Kardinalerne og Kuriens øvrige Tjenere[3]. Dette var imidlertid nu Tingenes almindelige Gang. Ved Olafs Valg synes saaledes, paa Grund af det norske Kongedømmes Ledighed, Kongens Samtykke, at være blevet forbigaaet. Hvo der i Erkebiskopsstolens Ledighed har indviet ham vides ikke; rimeligvis har del været enten Hoskold af Stavanger eller Magnus af Hamar, thi disse vare dengang de eneste norske Biskopper, som dertil synes at have været fuldkommen egnede. Ikke heller ved man, hvor Indvielsen er foregaaet. Men for Aarets Udgang kalder Olaf sig Biskop af Guds Naade[4], og da maa han følgelig ogsaa have modtaget Indvielsen.
Heller ikke Gjenbesættelsen af Nidaros’s Erkestol voldte nogen særdeles Vanskelighed, da Erkebiskop Erik Walkendorss Død var kommen til det nidarosiske Kapitels Kundskab. Han døde, som vi have seet, i Rom den 28de November 1522[5]. Brev med Efterretning herom kom fjerde Pinsedag, den 27de Mai 1523 til Nidaros’s Kapi-
