Man kan ikke godt undlade at mistænke det Parti i Danmark,
der nu begyndte alvorligen at virke for at Fredrik I ogsaa kunde blive
Norges Konge, – at det har egget Biskop Anders til dette Skridt.
Thi Hans Mule var kjendt nok som en af Kristians ivrigste Tilhængere
og mest fortroede Mænd; af ham kunde man vente sig Modstand
mod Fredriks Antagelse i Norge, og derfor vilde man have ham bort
baade fra Biskopsstolen i Oslo og fra Befalingen over Akershus
Slot. Men Hans Mule havde en rum Samvittighed, og hans Begjærlighed
efter Magt og Penge var større end hans Hengivenhed for
sin tidligere Herre, der havde hævet ham saa høit og sat saa megen
Tillid til ham. Han viste sig, strax han mærkede Faren, rede
til et Omslag. Han ilede med at opsige Kong Kristian „Huldskab,
Mandskab og tro Tjeneste“ og skyndte sig derpaa til Leiren for Kjøbenhavn,
hvor Kong Fredriks ældste Søn, Hertug Kristian, med en
Deel af Danmarks Raad var tilstede for at drive paa Stadens Beleiring.
Her kundgjorde han for Raadet, at han havde „opskrevet“
Kong Kristian, tiltraadte den Feide, Danmarks Raad og Indbyggere
havde foretaget mod ham, og lovede samme Raad, da Kong Fredrik
selv var fraværende, at ville være denne huld og tro. Han overgav
ogsaa Raadet i Kongens Sted Akershus Slotslov (Befalingen paa
Akershus). Denne modtog han dog igjen Dagen efter af Hertug
Kristian, under den Forpligtelse at holde den til Kong Fredriks og Danmarks
Riges Raads Haand. Han skulde efter denne Dag vove
Liv og Gods for Kong Fredrik og Danmarks Riges Raad, paa det
Vilkaar, at ogsaa det Brev, som Hertug Kristian og Raadet havde
givet ham, holdtes i alle Punkter. Herpaa udstedte Hans Mule sit
aabne Brev med sit Segl under, den 18de October 1523[1].
Ved denne forræderske Færd baade mod Kong Kristian og mod Norges Rige afvendte Hans Mule det truende Uveir og vedblev for det Første baade at være Electus til Oslo og Høvedsmand paa Akershus[2]. Men det er tydeligt, at Kong Fredrik ikke havde nogen ret Tiltro til ham, og at Hans Mule ikke var Manden, hvem Kongen vilde sætte i Spidsen for sin Sag i Norge. Man seer, at det var Kongen om at gjøre at skille ham ved Akershus, hvorimod Kongen viste sig villig til at hjælpe ham til Oslo Biskopsstol, forudsat dog, at dette skede paa nogenlunde gode Betingelser for Anders Mus. En Overenskomst maatte altsaa tilveiebringes mellem disse to Mænd. Om en saadan underhandledes der allerede i Slutningen af 1523 i Oslo ved Henrik Krummedike, som paa Kong Fredriks Vegne gjorde Hans Mule visse Tilsagn i en Skrivelse af 7de December[3]; den
