ham lige i Hælene med tre hundrede Mand, men indhentede ham ikke. Øgmund udstedte nu Forbud til Tydskerne mod at flytte Jon til Norge og truede dem med Overlast, hvis de ei adlød. Tydskerne imidlertid, som vare seilfærdige, svarede blot, at de skulde møde Biskoppens Angreb. Heraf blev dog intet. Derimod skal det have lykkets Jon Aressøn før sin Afreise ved en tro Klerk at faa oplæst et Stevningsbrev for Øgmund, medens denne opholdt sig paa Hole, hvorved han stevnedes for Erkebiskoppen; og det lykkedes ikke engang Øgmund at faa Fingre paa den dristige Klerk, der lykkelig undkom. Det tydske Skib gik nu til Søs, drev først hen under Grønland og maatte derfra søge tilbage til Husavik paa Islands Nordkyst. Men her blev det provianteret, gik igjen til Havs og naaede nu uden videre Uheld Norge.
Biskop Øgmund blev siddende paa Hole ud paa Vaaren og skikkede nu Biskopsstolen efter sin Villie. Den 6te Juni 1524 holdt han et almindeligt nordlandsk Prestemøde paa Videvold i Skagafjorden og tvang her de nordlandske Prester til at gjenkalde deres Valg paa Jon Aressøn og derimod vælge den for nævnte, af Ogmund foreslagne, Jon Einarssøn. Kun to Prester lode sig ikke tvinge, uagtet Biskoppens Mænd mishandlede dem paa det voldsomste. Øgmund sendte derpaa Jon Einarssøn til Norge med dette Valg og med alle sine Anklager imod Jon Aressøn.
Ved begge de Valgtes Komme til Norge havde Nidaros’s Kirke faaet sin Erkebiskop i Olaf Engelbrektssøn, og under hans Dom kom den hele Valgsag, hvad enten nu dette er skeet i Nidaros eller i Bergen, under eller strax før Raadsmødet der. Biskop Øgmunds Beskyldninger mod Jon Aressøn lykkedes det denne fuldkommen at gjendrive. Deriblandt var ogsaa den, at Jon skyldtes for at have bestjaalet Hole Kirke for alt dens Sølv og ført det bort med sig. Jon fremlagde formeligt Vidnesbyrd af tvende Prester for, at det var nedgravet og gjemt i Kirken. Jon Aressøn synes i det Hele at have gjort et godt Indtryk paa Erkebiskoppen og sine øvrige Dommere; og derfor, skjønt man erkjendte, at Jon Einarssøn for Lærdoms Skyld var bedre skikket til Biskop, lod man dog Nordlændingernes første Valg paa Jon Aressøn blive ved Kraft, i det man saa gjennem Fingre med hans Mangel paa Lærdom og især Øvelse i det latinske Sprog. Hans Ukyndighed i Latinen maa ogsaa have været paafaldende, hvis den gamle Fortælling er sand, at han ved sin Indvielse ikke engang selv kunde give de tilhørende Svar paa dette Sprog, men Presten Olaf Hjaltessøn, der ledsagede ham, maatte svare til Erkebiskoppens Spørgsmaal. Det fortælles ogsaa, at, da han efter fuldbragt Vielse gik fra Erkebiskoppen, faldt Biskopshuen af ham, hvilket baade han
